Lokalpolitik

Afventer lokalplan

Politikerne kigger igen på Damstedvej

Bebyggelsen ved Damstedvej er af ældre dato, men beliggenheden, tæt på Klitgården og Damstederne, er i top. Foto: Peter Broen

Bebyggelsen ved Damstedvej er af ældre dato, men beliggenheden, tæt på Klitgården og Damstederne, er i top. Foto: Peter Broen

Der skal udarbejdes ny lokalplan for bebyggelsen Damstedvej 21-31 i Skagen. Det har plan- og miljøudvalget besluttet. Kvarteret består af gamle såkaldte statslånshuse - med en exceptionel beliggenhed ud til fredet område. Husene er relativt små, og flere husejere på vejen har udvidelsesprojekter, som de indtil nu forgæves har forsøgt at få kommunal accept af. Plan- og miljøudvalgets formand, John Christensen (V) har holdt dialogmøde med beboerne, men uden at det er lykkedes at nå til enighed om, hvilke fælles bebyggelsesprincipper, der skal gælde i kvarteret. Et af problemerne er de nye isoleringsstandarder, som indebærer, at overetagen skrumper ved energiforbedringer - hvis husets ydre ikke må ændres. Blandt andet det forhold skal en ny lokalplan tage højde for. Samtidig skal den sikre, at kvarterets særpræg bevares. Beslutningen om at udarbejde ny lokalplan indebærer, at byggeivrige husejere må proppe deres projekter i skuffen i et stykke tid. Indtil en ny lokalplan er vedtaget.