Brønderslev

Afventer tekniske undersøgelser

HALVRIMMEN:Politiet i Løgstør mistænker fortsat den stjålne Opel Vectra for at have forbindelse med tirsdagens røveri mod Brovst Sparekasse’s afdeling i Halvrimmen. Den mellemblå Opel Vectra var stjålet fra et autoværksted i Brønderslev og blev fundet kort tid efter røveriet i nærheden af Oxholm Gods. - Bilen er vores bedste bud og den har teknisk afdeling undersøgt i dag (red.: torsdag), og vi afventer resultatet heraf, siger kriminalassistent Lars Kvejborg. Politiet savner fortsat afgørende spor, specielt er det interesseret i at høre fra folk, der kan fortælle noget om den stjålne bil. - Det kan også være, at der er nogle, der har fået kendskab til nogle, der pludselig har fået mange penge mellem hænderne, siger Lars Kvejborg. Udbyttet fra røveriet blev omkring 170.000 kroner.