Afviser patent på menneskelige gener

Giver forskere og læger delvis ret i klage over patent på menneskelige gener

Arkivfoto

Arkivfoto

WASHINGTON:De menneskelige gener kan ingen få patentrettigheder over, men det kan man, hvis det er kunstigt skabt dna (såkaldt c-dna).

Det fastslår USA’s højesteret i en kendelse.

- Et naturligt forekommende dna-segment er et produkt af naturen og kan ikke patenteres alene på grund af, at det er blevet isoleret, men c-dna kan patenteres, fordi det ikke er naturligt forekommende, hedder det i afgørelsen.

Tidligere kendelse underkendt

Højesteretten tog stilling til en lavere domstols afgørelse, der tillod selskabet Myriad Genetics Inc i staten Utah at tage patent på menneskelige og kunstige gener.

Disse gener viste sig at have forbindelse til brystkræft og underlivskræft.

Det var en sammenslutning af organisationer, der repræsenterer 150.000 forskere, læger og patienter, som havde bedt højesteretten om at underkende den tidligere afgørelse.

Kunstige gener ok

De påpegede, at patenterne forhindrede dem i at arbejde og forske med de patenterede gener.

De fik medhold, når det gælder de naturlige gener, men må i fremtiden regne med, at kunstigt skabte gener kan patenteres.

- I dag har domstolen væltet en stor barriere for patientbehandling og medicinsk innovation, lyder en kommentar fra borgerrettighedsorganisationen ACLU.

Milliardbeløb på spil

Op mod 40 procent af de menneskelige gener, som er identificeret, er behængt med et patent.

Der kan være enorme milliardbeløb på spil, når spørgsmålet gælder patentrettigheder til gener.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.