Afviste syrere fra Danmark dukker op i andre lande

Hvis andre europæiske lande tildeler syrerne asyl, så kan det få konsekvenser for Danmark, vurderer lektor.

KØBENHAVN:28 syrere og et ukendt antal familiemedlemmer, der tidligere har fået afslag på asyl fra Danmark, er dukket op i andre europæiske lande de seneste måneder.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en opgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.

Niels-Erik Hansen, der er udlændingeadvokat og har ført sager for tre af syrerne i Flygtningenævnet, mener, at der er en "trafik, hvor Danmark eksporterer sine asylproblemer til de andre europæiske lande".

De fleste af syrerne er taget til Holland, mens andre er taget til Tyskland, Finland, Østrig, Belgien, Sverige og Frankrig.

Flere af syrerne har søgt asyl på ny i de andre europæiske lande.

Som udgangspunkt skal de 28 syrere dog sendes tilbage til Danmark på grund af det såkaldte Dublin-samarbejde, der skal sikre, at flygtninge og migranter kun søger om asyl i ét land. Det land, de først søger beskyttelse i, er dermed ansvarligt for sagsbehandlingen.

Hvis de andre europæiske lande tildeler syrerne asyl, så kan det få konsekvenser for Danmark.

- Danmark er ikke et sikkert land, hvis de pågældende lande vurderer, at syrerne risikerer forfølgelse, fordi Danmark vil udsende dem til Syrien. Er det vurderingen, kan syrerne have krav på en behandling af deres asylsag, siger Peter Starup, der er lektor i udlændingeret på Syddansk Universitet, til Jyllands-Posten.

- Så kan man med god ret hævde, at Danmark ikke opfylder forpligtelserne i Dublin-samarbejdet. Det kan blive et politisk problem for Danmark, siger han.

Udlændingeadvokat Niels-Erik Hansen tror, at syrerne vil blive sendt tilbage til Danmark via Dublin-samarbejdet. Det er sket i et tilfælde allerede, siger han til Jyllands-Posten.

Det hollandske integrationsministerium oplyser i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at det vil sende syrerne tilbage til Danmark på grund af EU's Dublin-samarbejde.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Så er det afgjort: Her er den nye formand for Dansk Folkeparti
Luk