Agent: Stor interesse for David Nielsen

Agent for den fyrede AaB fodboldspiller David Nielsen, Karsten Aabrink, ser optimistisk på muligheden for at finde en ny klub til angriberen, inden transfervinduet i Danmark lukker ved udgangen af denne måned.

- Der har allerede været flere henvendelser fra klubber i Danmark, Norge og Sverige, så det ser godt ud, siger Karsten Aabrink, der dog ikke vil konkretisere interessen. Han vil heller ikke udtale sig om, hvordan han forventer en afklaring af David Nielsens fremtid. I Sverige og Norges står det såkaldte transfervindue på klem til udgangen af marts, mens det til gengæld er lukket i det øvrige Europa frem til sommer. Det sidste betyder dog ikke, at eksempelvis en tysk klub står uden mulighed for at indgå en aftale med David Nielsen her og nu. David Nielsen kan blot først komme i aktion for klubben til sommer, når transfervinduet åbnes igen. AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsen er også bekendt med, at der allerede nu er interesse for David Nielsen fra anden side. - Jeg håber bare, vi finder lykken og skaffer David en klub, som også kan opfylde hans krav, siger Lynge Jacobsen, som betegner det som "højest usandsynligt", at AaB risikerer at betale David Nielsen løn frem til kontraktudløbet i december 2006. Prisskiltet på David Nielsen holder Lynge Jacobsen foreløbig for sig selv. - Jeg har da en idé om, hvad jeg vil have for David, men det er ikke noget, jeg har tænkt mig at offentliggøre. Jeg ved bare, at han har evnerne og den nødvendige tænding, siger AaB-sportsdirektøren. Han må angiveligt aflevere 25 procent af en eventuel transfersum på David Nielsen til engelske Norwich, hvor AaB i sin tid hentede angriberen.