Fugle

Agerhønen er ved at blive glemt

Men ny sæson er åbnet – i forandret, åbent landskab

Agerhønens nedtur i dansk natur har efterhånden ført os derhen, hvor de færreste jægere overhovedet var på hønsejagt 16. september, premieredagen, som engang åbnede for en højsæson. Den mister sin betydning, dels fordi der mangler høns, dels fordi man gemmer de få til oktober. Markjagt i det hele taget fortrænges. Agerhønens og harens rolle som jagtobjekter er sat i skyggen af fasan- og andejagt. Det er sært at tænke på for dem, for hvem hønsejagten var et indbegreb af efterårets start. Jagtjournaler, som blot er 50 år gamle, er fra et andet Danmark, hvis tid var præget af såvel mindre midler som mindre marker. Billeder af både landmanden og traktoren fra husmandslandbruget virker forhistoriske - om end det var fædre til gamle jægere i dag, der sad på selvbinderen og havde en rund korthår gående på gårdspladsen. Odin før og nu Den susede ikke vildt omkring, men klarede en eftermiddagstur gennem to stykker stubmark, syv tønder land roer og otte med kartofler. Den havde aldrig været på kursus. Kunne ikke lægges af eller gå schweiss, men skønt fremskridt i den retning er markante og afgørende i dag, så gik korthåren Odin sit søg gennem kartoflerne. Fandt hønsene både før og efter skuddene. Han var ganske hæderlig til jobbet. Havde gerne gået både til træning og mere på jagt, men var ingen sportshund. I forhold til behovet har vi mange præmierede hunde i dag. Avlet og trænet frem af entusiaster, uden hvilke hundesporten aldrig havde nået sit stade. Men nutidens Odin har til gengæld ingen steder at gå på hønsejagt. Han kan sit kram uden i mange tilfælde at blive anvendt efter hensigten. Er han på toppen, har han travlt forud for efterårsmarkprøverne, måske frem til danmarksmesterskabet, men undervejs er det småt med praktisk jagt. Ligeså bagefter. I skoven slipper de ham nødigt, og på markene er der ingenting. Nuvel. Dette er skarpt sat op, men tenderer sandheden for nogle. Uden høns ingen hønsehunde - og de udsatte kan være så mærkelige at arbejde med. Stærke flyvere Til gengæld flyver de upåklageligt. Det er fin jagtskydning, man oplever, hvis man kan forene sig med, at også agerhøns kommer fra opdræt. Der er sus i den enkelte høne og glæde ved at se dens flugt. Så meget mere som det årlige udbytte under nedturen tæller mange af slagsen. Forhåbentlig bevæger vi os opad igen med de vilde høns, for de vil gerne, det øjeblik vejr og terræn passer ind. Indsatsen i forsøgsområder er prisværdig, og sådan set ved vi, hvad der skal til: Lidt mere ukrudt i hjørnerne. Usprøjtede rande langs eksempelvis læhegn. Større variation i afgrøderne på mindre arealer. Dermed chancer i flere skel. Insektvolde med sommerblomster, der forbliver gennem efteråret og mere luft i brakmarkerne. Opskriften skulle foreligge, og agerhønens formeringsevne er som før beskrevet formidabel, hvis kyllingerne lever. Måske får vi således markens høns tilbage – snarere end markharen. På grøftekanten Jægerne, som endnu sætter hønsejagt højt, har ringe muligheder for at bedømme det. Men på grøftekanterne taler om det, mens de pakker op for mellemmadderne. Man lufter filosofier. Giver den gispende hund et stykke med leverpostej og mindes dengang, formiddagen i samme terræn gav 16 høns til to mand. Det var, mens hvidgranshegnene lukkede om kartoffelrækkerne, og vi skulle forbi de vilde kvier langs åen. Det var mens den gamle kone på gården levede og kom ud med blommer til vandringsmændene. Den omtalte Odin fik også en. Han syntes vel, han var nødt til at æde den, når hun var så trofast og kløede ham bag øret. I dag er granhegnene væk. Engen er allerede tilsået med ny hvede, og der er 800 meter til den anden ende. Konen på gården har ingen blommer og manden ingen hund, for de har ikke tid til nogen af delene. Men det har vi pensionister med en fortid i naturens eget hønseri. Så må være glade for det og for den flok, vi alligevel ser flyve over til naboen.