AGF-debutant: Det var en eksplosion af følelser

Oscar Whalley debuterede i målet for AGF og reddede et straffespark, da AGF og Vendsyssel FF spillede 1-1.

Oscar Whalley (her før en kamp for Sporting Gijón mod Real Madrid) debuterede i målet for AGF søndag mod Vendsyssel FF. Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Fodbold 2. september 2018 20:58

AGF’s spanske målmand, Oscar Whalley, fik søndag aften debut, da AGF spillede 1-1 mod Vendsyssel FF på hjemmebanen i Aarhus.

Debutanten fik sat et særdeles godt aftryk i sin debut, hvor han reddede et straffespark.

- Jeg kan ikke beskrive, hvordan det føltes. Det var som en eksplosion af følelser. Jeg tror, at det må være bedre end at score, siger Oscar Whalley.

AGF’s tidligere førstekeeper Aleksandar Jovanovic, som blev solgt til spanske Huesca tidligere på ugen, har holdt spanieren på bænken i de første syv kampe.

På trods af det føler Whalley, at han har et godt samarbejde med sit forsvar.

- Jeg har et godt samarbejde med forsvarsspillerne. Jeg har været her i to måneder, hvor jeg har haft tid til at få relationerne på plads. Det har været godt for mig at sidde ude på bænken, siger Oscar Whalley.

Den spanske målmand fortæller desuden, at der var sommerfugle i maven op til debuten, men at han forsøgte at holde det så meget på afstand som muligt.

AGF-træner David Nielsen var også godt tilfreds med debutanten.

- Det var en fantastisk debut på hjemmebane. Det var en super præstation af Oscar, og præcis som Aleksandar Jovanovic kan han også redde straffespark. Det var dejligt at se, siger David Nielsen.

Træneren forklarer, at han var spændt på debuten, men at man er nødt til at huske på, hvor den nye AGF-målmand har stået før i karrieren.

- Vi skal huske på, at han har stået i La Liga i Spanien (Primera Division, red.), så det er jo ikke fordi, at vi har hentet en eller anden hernede på den lokale pub, og det var fantastisk at se, hvordan han steppede op til kampen i dag, siger David Nielsen.

Oscar Whalley blev kåret til kampens spiller af det aarhusianske hjemmepublikum.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...