AGF-duoen Bundu og Blume sender Esbjerg ud af pokalen

Mustapha Bundu og Bror Blume scorede to mål hver, da AGF vandt med 4-1 ude over Esbjerg i pokalkvartfinalen.

AGF'erne jubler efter en af holdets fire scoringer mod Esbjerg.

AGF'erne jubler efter en af holdets fire scoringer mod Esbjerg.

ESBJERG:AGF er som det første hold klar til semifinalerne i Sydbank Pokalen.

Tirsdag aften vandt aarhusianerne fortjent med 4-1 på udebane over Esbjerg efter to scoringer af både en sprudlende Mustapha Bundu og af Bror Blume.

Foruden målene var offensivspilleren fra Sierra Leone også ophavsmand til flere store AGF-chancer, og han var også involveret i Bror Blumes 3-1-mål.

Yuri Yakovenko scorede hjemmeholdets mål.

For Esbjerg er pokalnederlaget endnu et skridt i en kedelig retning, efter at Lars Olsens mandskab ellers indledte foråret med en imponerende hjemmesejr over FC København. Siden har vestjyderne tabt tre kampe i træk.

Allerede tidligt i tirsdagens kamp begyndte nedturen for Esbjerg.

Mustapha Bundu fik lov til ugeneret at sparke på mål fra kanten af feltet, og det gjorde han så godt, at AGF var i front efter ti minutter.

Det skulle blive endnu værre for hjemmeholdet, inden der var spillet en halv time.

Esbjerg var ude af stand til at få afvist et indlæg, og efter lidt tilfældig pingpong mellem Esbjerg-spillere havnede bolden for fødderne af Bundu, der ikke kunne undgå at fordoble føringen.

Patrick Mortensen burde have lukket kampen endegyldigt i begyndelsen af anden halvleg, men på mystisk vis formåede den vante målscorer ikke at score, da han var helt fri lige foran målstregen.

Det straffede Esbjerg i stedet efter 58 minutter. Yuri Yakovenko reducerede, da han rettede Joni Kaukos skud af, så bolden gik i mål.

Spændingen var dog kortvarig. I det 63. minut genetablerede Bror Blume gæsternes tomålsføring, da bolden lidt tilfældigt dumpede ned for hans fødder efter et indlæg fra allestedsnærværende Bundu.

Selv om Bundu blev skiftet ud, fik AGF scoret et mål mere. Atter faldt bolden ned for fødderne af Bror Blume, som tre minutter før tid satte det sidste søm i Esbjergs kiste.

De øvrige tre kvartfinaler spilles onsdag og torsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.