AGF fandt formen og tog flot titlen

AaB tabte kun een kamp i grand prix-stævnet: Finalen

AALBORG:Ni Superliga-holds og et lokalt holds kamp om 100.000 kr. i indefodboldturneringen Spar Nords Nytårs Grand Prix faldt ud til AGFs fordel. Og denne gang kunne stævnet i Gigantium i Aalborg fastholde tilskuernes interesse helt frem til finalekampen, for den havde nemlig deltagelse af AaB. Frem til slutkampen var AaB eneste hold, som ikke havde tabt, men et århusiansk mandskab, der havde indledt svagt med 0-2 mod Viborg og 0-0 mod AaB, blev bedre og bedre som stævnet skred frem, og AGF sluttede sprudlende med 4-1 over Køge, 3-0 over Farum, 4-0 i sin semifinale over FC Midtjylland og klare 3-0 i finalekampen over AaB. Dermed var det også fuldt fortjent, at AGF kunne stryge den store check på 75.000 kr. sammen med et pokaltrofæ, der ikke giver Champions League-pokalen meget efter, mens AaB måtte nøjes med den lille check, lydende på 25.000 kr. Det var tredje gang, man afviklede stævnet, og det har næppe fundet sin form endnu. Den første turnering havde deltagelse af fire hold og blev vundet af Lyngby. I fjor var otte hold med, og AB gik til tops, men tilskuerinteressen svandt mærkbart efter at AaB i en kvartfinale var blevet slået ud. Maratonstævne Denne gang havde man altså inviteret 10 hold indenfor, og det gav et maratonstævne over godt fem timer, og der var ærlig talt for langt mellem snapsene. Det fænger ganske enkelt for lidt, når Farum møder Køge, eller OB spiller mod AB. Selv når det lokalt sammensatte hold af spillere fra Jetsmark, FC Nordjylland, Aalborg Freja, Hobro og AaB var på banen, kunne det dårligt registreres fra tilskuersiden. Og holdet var da også uden reel chance for at gøre sig gældende. Man undgik i sidste øjeblik et rent nul - nul point og nul mål - da en enkelt scoring på falderebet gav 1-1 mod OB. En lille fanskare fra henholdsvis AGF og Viborg satte lidt præg på tingene med god opbakning. Og så havde AaB naturligt nok den største og mest højtråbende fangruppe, men de blev gjort tavse til slut af de hvidklædte AGF'ere. AaB'erne gav ellers gode prøver på deres færdigheder, da de vandt 2-1 over Farum, spillede 0-0 mod AGF og fulgte op med 2-1 over Viborg og 2-0 over Køge. Og det smagte lidt af den store check, da sidste års vindere, AB, i semifinalen blev slået 2-1. Men da Morten Larsen og Christian Christiansen i finalen tillod sig at misbruge et par store chancer, så slog AGF til med en overrumplende scoring fra midten af Alex Nørlund, og da Bojan Djordevic fra en spids vinkel kunne score til 2-0, var sagen klar og AaB et slagent mandskab. Træfsikker Gaarde AaB havde i Allan Gaarde ellers en træfsikker skytte. Han lavede begge mål, da holdet i sidste puljekamp skulle have mindst uafgjort mod Køge, men vandt 2-0, og Gaarde lavede såmænd også begge AaB-mål i semifinale-sejren på 2-1 over AB. Her fik gæsterne gørst reduceret i sidste sekund. Men i finalen var træfsikkerheden borte, og da reserve-målmand Jacob Krüger også måtte erkende, at det ikke lige var hans "hjemmebane" at stå som absolut sidste skanse, så fusede festen ud for AaB og holdets mange fans.