AGF henter Nicolai Poulsen hos lokalrival

Nicolai Poulsen har fået en femårig aftale med superligaklubben AGF, hvor han skifter til fra Randers FC.

Nicolai Poulsen (til venstre) spillede i maj mod AGF i playoffkampene om en plads i Europa. Fra den kommende sæson skifter han til det aarhusianske hold.

Nicolai Poulsen (til venstre) spillede i maj mod AGF i playoffkampene om en plads i Europa. Fra den kommende sæson skifter han til det aarhusianske hold.

AARHUS:Nicolai Poulsen skifter fra den kommende sæson den lyseblå Randers FC-trøje ud med den hvide fra AGF.

Den aarhusianske klub har skrevet en femårig aftale med midtbanespilleren, skriver AGF på sin hjemmeside.

- Nicolai er en gennemprøvet og erfaren superligaspiller, der har bevist sig selv gennem flere sæsoner, siger klubbens sportschef, Peter Christiansen.

Også AGF-træner David Nielsen glæder sig til at få Nicolai Poulsen på holdet fra Randers, som aarhusianerne samlet tabte til i playoffkampene om en plads i Europa i den kommende sæson.

- De gange, jeg har mødt Randers FC som træner, har Nicolai altid været en af de bedste. Han er en dygtig og intelligent midtbanespiller, der forstår at distribuere bolden godt fra sin plads midt på banen.

- Samtidig sidder der et godt hoved på ham. Han vil for alt i verden vinde, når han løber på banen, og den ærgerrighed kommer vi til at få stor glæde af, siger David Nielsen.

25-årige Nicolai Poulsen har spillet 177 kampe for Randers, hvor han kom til i 2013 og har været anfører for holdet. I 2017 blev opholdet hos kronjyderne afbrudt af et halvt års lejeophold hos norske Sarpsborg.

- Efter mange år i den samme klub har jeg haft brug for en ny udfordring i min karriere, og den udfordring har jeg nu fundet i AGF, der er en stor og traditionsrig klub med en fremragende opbakning, som jeg selv har oplevet som modstander.

- Jeg har spillet i Randers i stort set hele min karriere, og jeg følte, at det nu var tid til at tage et skridt op i min karriere, og jeg ser meget frem til at blive en del af alt det gode, man har gang i her i Aarhus, siger Poulsen.

Han har optrådt tre gange på det danske U21-landshold.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.