AGF-målmand om sent indhop: Det var en gestus til mig

Steffen Rasmussen glæder sig over, at han fik spilletid i den afsluttende del af AGF's kamp i Silkeborg.

Ritzau
Steffen Rasmussen fik mandag aften en sjælden tjans i AGF-målet mod Silkeborg. Foto: Scanpix/Mikkel Berg Pedersen
Fodbold 1. maj 2018 09:40 - Opdateret 1. maj 2018 10:13

Steffen Rasmussen fik en sjælden optræden for AGF i denne sæson, da fodboldklubben mandag aften vandt 5-2 ude over Silkeborg i Superligaens nedrykningsspil.

Med ti minutter tilbage af kampen valgte AGF-træner David Nielsen at sende den 35-årige målmandsreserve på banen i stedet for Aleksandar Jovanovic.

Dermed fik Steffen Rasmussen sin måske sidste kamp for AGF, eftersom veteranen i marts annoncerede, at han stopper karrieren til sommer.

- Jeg kunne godt lidt regne ud, at det var en gestus til mig, og det er ikke noget, man kan forvente i professionel fodbold, siger Steffen Rasmussen ifølge bold.dk.

- Vi havde en komfortabel føring, og jeg er bare glad for, at det kunne lade sig gøre.

- Jeg havde ingen nerver på. Det var fint nok. Holdet kørte derudad, og det så rimeligt godt ud, så det var bare at hoppe ind. Det var dejligt, siger han.

AGF-træner David Nielsen er glad for, at han fik mulighed for at sende Steffen Rasmussen på banen til sidst mod Silkeborg.

- Det føltes som om, at hele Aarhus var i Silkeborg, og vi er jo ikke nogen almindelig fodboldklub. Så efter drengenes fantastiske indsats så jeg muligheden for at gøre det.

- Det var en fantastisk mulighed for Steffen, og han fortjente at få sagt ordentligt farvel til fansene, som han har oplevet så meget med, siger David Nielsen til bold.dk.

Steffen Rasmussen har spillet over 400 kampe for AGF, hvor han fik debut i november 2002.

Målmanden var dengang kun lige fyldt 20 år, da han blev skiftet ind fra begyndelsen af anden halvleg i en udekamp mod OB.

Det skyldtes, at AGF's daværende førstemålmand, Erik Boye, måtte udgå med rygproblemer.

Steffen Rasmussen har sideløbende med karrieren på banen uddannet sig til finansøkonom, og han arbejder i øjeblikket for AGF som sponsor account manager.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...