Vendsyssel FF

AGF-træner til Vendsyssel

Assistenten til Jens Berthel Askou er fundet

Mike Tullberg i aktion for AGF i sine yngre dage. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Mike Tullberg i aktion for AGF i sine yngre dage. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Vendsyssel FF har fundet manden, der efter sommerferien skal assistere cheftræner Jens Berthel Askou i fodboldklubben.

Valget er faldet på den tidligere AGF-spiller Mike Tullberg, der også senest har været på lønningslisten i Aarhus. Her har han de seneste to år haft ansvaret for U19-mandskabet.

Vendsyssel FF fyrede i foråret cheftræner Erik Rasmussen og forfremmede assistenten Jens Berthel Askou. Desuden trådte direktør Mogens Krogh til som assistent, men det har hele tiden været tænkt som en midlertidig løsning.

Mike Tullberg er blot 32 år, men på grund af skader stoppede han allerede sin aktive fodboldkarriere i 2011. Siden har han været ungdomstræner i tyske Rot-Weiß Oberhausen og altså haft to år som U19-ansvarlig i AGF.

- Jeg har hele tiden haft ambitioner om at arbejde med seniorfodbold, og nu er muligheden opstået i en klub, der tror meget på mig, og som har en cheftræner, jeg kender, og hvor jeg vil få et stort ansvar, siger Mike Tullberg til AGF’s hjemmeside.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.