Agger: Derfor var det godt at træne i Spanien

Fodboldlandsholdet har på grund af træningslejren i Marbella bedre styr på det taktiske før Tjekkiet-kampen.

Agger: Derfor var det godt at træne i Spanien

Det danske fodboldlandshold droppede på grund af det dårlige vejr at træne hjemme i Danmark i denne uge op til aftenens vigtige VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet i Olomouc.

I stedet gik turen til varmere himmelstrøg, nemlig spanske Marbella, men nu er spørgsmålet så, om danskerne kan vænne sig til det kolde klima i Tjekkiet, hvor vejret minder om det danske.

Anfører Daniel Agger er ikke i tvivl. Danmark har fået den bedste optakt til opgøret ved at drage til Spanien.

- Det har noget at gøre med de ting, du kan gøre på banen. Havde vi trænet hjemme i Danmark, kunne vi ikke have stået så meget stille i minus fire-fem grader.

- Det kunne vi i Marbella. Der kunne vi gennemgå nogle forskellige ting på banen i stedet for at sidde i et rum og gøre det, siger Liverpool-profilen.

Aftenens kamp, som begynder klokken 20.30, er vigtig for begge mandskaber. Italien og Bulgarien topper nemlig gruppe B med henholdsvis 10 og seks point. Tjekkiet og Danmark har henholdsvis fem og to point - men for en kamp færre end de to førerhold.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.