Agger om sejr: Der var både godt og skidt

Daniel Agger er glad for de tre danske EM-point mod Holland, men han erkender, at det brændte på i Kharkiv.

Agger om sejr: Der var både godt og skidt

Daniel Agger er sjældent helt tilfreds, og det var han heller ikke efter Danmarks overraskende 1-0-sejr lørdag over Holland ved EM i fodbold.

- Der var noget godt og skidt, siger Daniel Agger efter sejren i Kharkiv.

- Det gode er, at vi får tre point. Jeg synes også, at vi spiller god fodbold til tider. Vi kæmper for hinanden, siger han.

- Vi spiller lidt for uroligt en gang imellem og har for mange dumme boldtab. Der er de for gode og hurtige, og det er tæt på, at vi bliver straffet et par gange, siger Daniel Agger.

Danmark var på forhånd ikke levnet mange chancer i gruppe B, der også tæller Tyskland og Portugal.

Det kunne man dog ikke se lørdag aften, hvor danskerne optrådte beslutsomt.

- Vi kommer herned med selvtillid og tro. Det er to ting, man er nødt til at have, hvis man skal klare sig til et EM, siger forsvareren.

Danmark møder onsdag Portugal i den næste gruppekamp.

/ritzau/