Aggressiv Bruun sejrede i Gigantium
Kasper Bruun tog sin 16. sejr som professionel

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG:Kasper Bruun var oppe i karrierens på forhånd mest farlige fight, da han lørdag aften steppede i ringen imod marokkanske Tarik Madni i Gigantium ved Euro Events Gigant X-Mas Party.
Bruun havde skiftet indgangsmelodien ud - fra Alors un dance til den mere hårdtslående Highway to Hell af AC/DC - og Pandrup-bokseren signalerede dermed også en mere hårdtslående stil i ringen.
Bruun, der kom med 15 sejre og en uafgjort i 16 kampe startede godt ud imod marokkaneren, der har bokset flere titelkampe. Der var god bevægelse i boksningen, og Bruun traf med flere gode serier allerede i første omgang. Madni er kendt som en hårdfør bokser, der til gengæld ikke selv besidder stor slagstyrke, og derfor turde Bruun åbne sig mere i sine angreb - uden dog at slække på defensiven. Bruun har tidligere været langt mere afventende og brugt jabbet mere - her slog han langt mere i serier og tog teten.
Madni er dog bestemt ikke en ueffen bokser, der også viste prøver på hurtige hænder, men Bruun havde en god evne til at slutte hver omgang bedst. For når Bruun ramte fem gange, blev han selv ramt tre tilbage.
Kampen blev efterhånden mere lige, men Bruun var stadig den toneangivende bokser fra distancen, mens Madni hellere ville have kampen ind på halvdistancen, og i femte omgang overtog Bruun igen styringen totalt med flere gode serier.
Den gode fight fortsatte mod slutningen af kampen. Madni fik en god start på syvende omgang, men Bruun havde kontrol, og i ottende omgang havde han stadig luft til et sidste angreb trods en slem forkølelse, og i de sidste ti sekunder gik han amok i en enorm slagserie for at give det sidste indtryk. Sejren lød på 79-73, 78-74, 78-74.
Godt comeback
Fjerde kamp var Euro Event-debut for sværvægteren Claus Bertino, der skal forsøge at få karrieren på ret køl efter nederlag i de seneste to kampe.
Bertino deltog blandt i sværvægts-konkurrencen Bigger is Better, der er blevet transmitteret på Eurosport, og han var tidligere i stald hos Mogens Palle.
Bertino fik sent sin modstander at vide på grund af afbud og var oppe imod lettiske Jevgenijs Stamburskis.
110 kilo tunge Bertino styrede begivenhederne og fik sin lettiske modstander åbnet op under højre øje i tredje omgang. Og det var tydeligt, at det generede letten, der konstant måtte gå og tørre blod væk med handsken, hvilket betød, at begge boksere efterhånden blev godt smurt ind.
Bertino havde kontrol over kampen med sit venstre jab, der fra hver omgangs start åbnede øjenskaden op igen. Og ind i mellem traf han med den tunge højre hånd - siær mod slutningen af fjerde omgang rystede han den efterhånden meget trætte Stamburskis.
Og Bertino fortsatte udboksningen i resten af kampen - og derfor var det egentlig ret imponerende, at Stamburskis var i stand til at gå tiden ud, da han til sidst nærmest ikke var i stand til at stå på benene.
Sejr til stortalent
Tredje kamp var kampen i mellemvægt mellem det bare 19-årige stortalent Abdul Khattab og lettiske Raimonds Sniedze.
Khattab havde sekundering af Mikkel Kessler i ringhjørnet. Khattab har stadig ungdommens meget aggressiv gåpåmod og måtte flere gange dæmpes af Kessler i ringhjørnet, men fra start satte han sig på begivenhederne med lynhurtigt fodarbejde og næsten lige så hurtige hænder, og især dybt blev letten ramt flere gange allerede i første omgang.
Sniedze var dog bestemt ikke kommet til Aalborg for at lægge sig ned og startede godt i anden omgang med en hurtig serie, og det tændte for alvor arrigskaben i Khattab, der igen blev lidt for ivrig. Når boksningen sidder der slår han nogle af de mest rene slag, og det fik man også prøver på - ellers kan boksningen blive en tand for stillestående.
Tredje omgang havde letten igen held med et par angreb, men Khattab styrede begivenhederne med sit venstre jab, der igen og igen stemplede ind i mellem paraderne hos den unge Sniedze. Og han tog sejren sikkert på point.
På vej mod titelkamp
Anden kamp var med den tidligere Sauerland-bokser Kim ”Golden Boy” Poulsen, der skulle op imod kroatiske Veljko Saponja.
Kim Poulsen skal til at vise sig frem, hvis han vil gøre håb om en europæisk titelkamp i 2013
Saponja skulle vise sig ikke at være nogen nem modstander, og han ville gerne frem med sit jab, og Poulsev var nogle gange lidt for sent til at reagere med højrehånden, når kroaten angreb.
I tredje omgang vågnede Poulsen dog for alvor og begyndte at træffe til hovedet, nnår kroaten angreb - og han blev også selv mere offensiv i sin boksning i stedet for at lade kroaten styre tempoet.
Poulsen virkede dog stadig ikke helt skarp og lod sig for ofte lokke ind i infight og hold, i stedet for at bevæge sig rundt om kroaten og kontrabokse.
Bedre blev det i femte omgang, som var bedste fra Poulsen - her startede han med en god dyb serie, som blev fulgt op af en god lige højre til hovedet.
Herfra stod der for alvor Poulsen på kampen. Tydeligt følte han sig mere oven på og fik bevæget sig bedre, mens kroaten efterhånden så mere og mere mør ud.
Stoppe kroaten før tid kunne Kim Poulsen dog ikke, men vandt på point med
Sikker sejr
Første kamp var halvt danske og halvt tyske Stephan Alms - en hårdtslående mellemvægter, der først er blevet professionel i en forholdsvist sen alder som 27-årig.
Alms havde også Mikkel Kessler i ringhjørnet som erstatning for den sygdomsramte Richard Olsen, og havde som modstander lettiske Andrejs Loginovs fra Letland, der kom med et cv bestående af 12 sejre og 23 nederlag. Kampen var sat til maksimalt seks omgange.
Letten viste sig dog som en ganske erfaren modstander, men midt i omgangen fik Alms ram med et godt højre kryds, der rystede letten en smule.
Fra anden omgangs start fik Alms for alvor fat med det dybe arbejde - til stor ros fra ringhjørnet. Igen og igen fik han fintet sig ind med højrehånden til maveregionen, og det gjorde langsomt letten åben for flere træffer til hovedet.
Alms startede tredje omgang ud med en god serie i eget ringhjørne med både høje og dybe træffere, og det var helt tydeligt, at Alms havde sat sig på kampen.
Fjerde omgang blev noget mere stille og rolig, men stadig kontrolleret klart af danskeren. Som kampen skred frem var det dog også tydeligt, at Alms blev en smule træt. Han traf færre gange og svingene blev lidt for vilde - men på det tidspunkt lignede lettens maveregion også en, der havde været ude i solen lige fire timer for længe.
Og mod slutningen af femte omgang blev han endnu engang ramt dybt - denne gang med en træffer, der virkelig kunne mærkes.
Og sejren på 60-54, 60-53, 60-52 kunne ikke diskuteres
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.