Tyverier

Aggressive tyve anholdt efter intens politijagt

To yngre mænd på 23 og 24 år fra Aalborg blev efter en større politijagt med bl.a. hunde fanget torsdag over middag på Klarupgårdvej i det sydlige Aalborg. Den ene har været eftersøgt over hele landet.

De to mænd blev afsløret i forbindelse med et indbrud, som de havde begået i området. En beboer satte efter tyveknægtene på cykel, men gerningsmændene væltede manden af cyklen, og offeret pådrog sig bl.a. kvæstelser i hovedet. Ifølge vagthavende hos Nordjyllands Politi sigtes mændene på grund af overfaldet på cyklisten også for røveri foruden indbrud. Anholdelsen af den 23-årige er i øvrigt lidt af en fjer i hatten for ordensmagten. Tyveknægten har nemlig været eftersøgt over hele landet efter, at han i fjor stak af fra et par betjente efter at have fået en dom på et års ubetinget fængsel for at have truet en anden mand med en pistol. De to mænd vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør fredag med krav om varetægtsfængsling.