Cykelsport

Aggressivt kørende Cort dominerer på vejen til Kuurne

Magnus Cort brugte det meste af dagen i front af Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men løb tør for kræfter tæt på mål.

Magnus Cort vandt en etape i Tour de France i sommer. Men i Kuurne-Bruxelles-Kuurne fik han ikke samme udbytte af anstrengelserne i et udbrud.

Magnus Cort vandt en etape i Tour de France i sommer. Men i Kuurne-Bruxelles-Kuurne fik han ikke samme udbytte af anstrengelserne i et udbrud.

KUURNE:Bob Jungels fortsatte søndag Deceuninck-Quickstep-festen i den belgiske åbningsweekend i landevejscykling.

Den 26-årige luxembourger vandt nemlig Kuurne-Bruxelles-Kuurne, som rangerer lige under World Touren.

Det skete efter et løb, hvor danske Magnus Cort dominerede fra begyndelsen til Jungels' afgørende soloangreb 15 kilometer fra mål.

Over stregen var Jungels et par håndfulde sekunder foran det reducerede felt.

Med 147 kilometer tilbage af de 201 kilometer var den danske Astana-rytter nemlig kørt i udbrud med to andre ryttere.

Da var den første time tilbagelagt med over 46 kilometer i timen i gennemsnit, og dagens anden af i alt 13 belgiske knolde var netop blevet passeret.

Fra afstand kunne Corts udbrud ses som et forsøg på at købe sig lidt elastik til de mange stigninger, idet løbet sluttede med 50 kilometer på flad vej.

På den lange strækning ind mod mål har et reduceret felt traditionelt haft god tid til at køre hårdføre sprintere i position til at afgøre løbet mellem sig. Og i en sådan spurt ville Cort ikke være chanceløs.

Cort-gruppen fik selskab af fire ryttere mere, og deres forspring nåede op på over tre minutter, og det var en perfekt længde elastik.

De nåede nemlig over den niende knold, legendariske Oude Kwaremont, med feltet bag sig.

Men flere ryttere kørte sig frem til Cort-gruppen. Blandt andre danske Kasper Asgreen (Deceuninck-Quickstep), hans holdkammerat Zdenek Stybar, som lørdag vandt Omloop Het Niewsblad, og omkring 23 andre.

Med 72 kilometer til mål havde de 48 sekunder til nærmeste gruppe.

Det lignede en afgørelse.

Men Cort ville ikke nøjes med en spurt, og efter dagens næstsidste knold var han igen i udbrud. Denne gang med fire andre.

Med 24 kilometer til stregen var deres forspring på 33 sekunder, og Cort holdt liv i håbet om en stor, dansk sejr. Ved sin side havde han holdkammeraten Davide Ballerini.

Med omkring 15 kilometer til mål stod det dog klart, at Ballerini var Astanas trumf i finalen, og Cort var mør efter de mange kilometer i udbrud.

Det skete, da Bob Jungels kørte alene væk fra frontgruppen, og Cort faldt tilbage gennem feltet.

Snart efter var også resten af udbruddet kørt ind.

Nu var det Jungels mod et felt i fuldt firspring. Den duel vandt Jungels med brølstærk solokørsel.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst