Agri Nord koncentrerer sig

Konsulentkontoret i Hadsund rykkes til Hobro - overvejelser om samling i ét hus - men nej til sammenlægninger med andre foreninger

Landboforeningen Agri Nord koncentrerer organisationen på færre adresser. Fra oktober flytter medarbejderne på konsulentkontoret i Hadsund til afdelingen i Hobro, og derefter vil det være muligt for medlemmerne at få service og rådgivning fra afdelingerne i Aalborg, Aars og Hobro. - Beslutningen er truffet ud fra en økonomisk betragtning, men også fordi vi oplever at et mindre team er mere sårbart i forhold til fordelingen af opgaver og faglig udvikling, forklarer adm. direktør Erik Lydiksen. Samlingen er muligvis kun første led i en større koncentration. På Agri Nords generalforsamling i aftes oplyste formand Carl Chr. Pedersen, at bestyrelsen vil analysere mulighederne for at samle hele organisationen i ét hus. Samtidig er det målsætningen stadig at være til stede i Hadsund, men med rådgivning udenfor landbrugets rækker. Foreningen satser på at få kunder blandt små og mellemstore virksomheder, og vil prøve at opkøbe mindre revisionsvirksomheder både i Hadsund og andre steder i Himmerland. - Det giver også mulighed for at nuværende kunder fortsat kan aftale møder på et kontor i Hadsund, påpeger Erik Lydiksen. På foreningsplan er der derimod ingen tanker om samling hos Agri Nord. Tværtimod, fastslog Carl Chr. Pedersen - tydeligt med adresse til LandboNord-formand Niels Vestergaard Salling, der fornylig anbefalede at skære ned på antallet af landboforeninger, set i lyset af, at der hvert år bliver fem procent færre landmænd i Danmark. - Det ser vi ingen grund til. Vi har et stærkt fundament, der kommer landmændene til gavn, og vi har en størrelse så vi kan tænke supermarkedstanken. Men der er selvfølgelig stadigvæk ting vi skal løfte i fællesskab, fastslog Carl Chr. Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.