Agri Nord opretter halmbørs for tørke-ramte landmænd

Agri Nord opfordrer til, at man ikke snitter halmen, men tænker på egne eller kollegaers dyr og bjerger halmen.

Der er meget, meget tørt på markerne. Foto: Agri Nord

Der er meget, meget tørt på markerne. Foto: Agri Nord

NORDJYLLAND:Tørken i Danmark er nu for alvor ved at skabe problemer for landmændene og ikke mindst for deres dyr.

Derfor har Agri Nord netop oprettet en halm- og grovfoderbørs, hvor de, der har noget til overs, og de, der mangler, kan finde hinanden.

- Det er så vigtigt at få sikret foder til sine dyr, siger formand for planteavl i Agri Nord, Rene Lund Hansen, i en pressemeddelelse.

Den nye børs kan findes på Agri Nords hjemmeside www.agrinord.dk.

Chefkonsulent for planteavl, Flemming Floor Jensen, kan kun bekræfte, at situationen ude i marken er særdeles alvorlig.

- Mange kommer til at mangle halm, og der er stort set ikke græs ude på markerne, siger han.

Han vurderer, at halmudbyttet bliver ned til 50 procent af normalt udbytte på grund af tørken, ligesom græsudbyttet også bliver meget lavere end normalt.

Rene Lund Hansen opfordrer til, at man i år ikke snitter halmen, men tænker på egne eller kollegaers dyr og bjerger halmen.

- Det er meget solidarisk med kollegaerne, hvis man tager halmen med hjem fra marken i stedet for at snitte den og lade den ligge, siger Rene Lund Hansen.

Det er ellers godt for jorden, at man lader halmen ligge. Det sikrer liv og mikroorganismer samt kali, oplyser Flemming Floor Jensen.

- Men der sker ikke noget ved at springe et enkelt år over, siger han og tilføjer:

- Der er desuden gode priser på halm i år.

Agri Nord håber, at der skabes kontakt mellem landmænd med den nye børs, men opfordrer til, at man tager sig en række andre forholdsregler.

- Det kan være, man er nødt til at tage noget korn til helsæd, eller måske er man nødt til at trimme besætningen, siger Rene Lund Hansen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.