AHK på andenplads

Håndbold, 2. division mænd Aalborg HK - Bjerringbro 28-23 (14-12) Aalborg HK: Nicky Larsen 7, Troels Møller 6, Steffen Hedebrandt, Olav Jantzen, Peter Poulsen, Rune Møller 2, Rasmus Gregersen, Hans Therkildsen, Morten Wagner 1. AALBORG: Med sejren over Bjerringbro er Aalborg HK før dagens kampe på andenpladsen, og taber Hogager eller Tvis KFUM i dag, så er holdet på en plads, hvor man kan kvalificere sig til 1. division. - En vigtig sejr over Bjerringbro, der inden kampen kun var fire point efter os, men vi havde større bredde og et hold der ville vise, at nederlaget i lokalopgøret mod Aalborg KFUM var en enlig svale, sagde Aalborg HK's træner Michael Brix. - Rækkens nummer 12, Snejbjerg, er modstanderen i næste kamp. Det er en kamp jeg frygter, da vi skal til Vestjylland uden fire stamspillere, der er på skiferie. Vi tabte til Snejbjerg i det første opgør, så derfor var det ikke lige til den kamp, at jeg ønskede de afbud. - Selv om vi lige nu er nummer to, drejer det sig stadig om at holde os fri af bundpladserne, og det er vi først, når vi har 23 point, så vi mangler fem, tilføjede Michael Brix. Aalborg HK startede med at komme foran 6-0. Holdet førte senere 9-5 og 11-8 inden 14-12 ved pausen. Efter 12 minutter af anden halvleg var Aalborg HK foran 18-13, og de holdt resten af kampen en føring på fire-fem mål til sejren på 28-23. -niss