AHK skal skærpes før brag
Aalborg HK lagde ud med to point uden at imponere

Frustrationerne var længe tydelige hos Aalborg HK, der dog fik de to point imod Mejdal. Foto: Martin Damgård
Aalborg HK står foran en af sæsonens vigtigste kampe, når holdet fredag aften besøger topholdet i 2. division, Roslev. Opvarmningen fandt sted i weekenden, hvor holdet hentede to point i den første kamp efter julepausen, da Mejdal blev besejret med 22-16. - Vi kom foran 3-0, men derfra fungerede det overhovedet ikke i første halvleg. Vi kom bagud med 11-6, inden det så lykkedes os at score fire mål inden pausen, og så kunne vi trække fra i anden halvleg, siger træner Jesper Stick. Aalborg HK havde en del spillere tilbage efter længere pauser, idet både Ole Leegaard og Mads Olesen var tilbage efter skader, mens Bo Olesen har været fraværende i noget tid på grund af arbejde. - Det er selvfølgelig rart at have fået noget mere bredde ind i truppen, og det er jo også spillere, som har været profiler for os i nogle år. Men det er tydeligt, at der stadig er noget rust, der skal bankes af, så vi skal have arbejdet med timingen i spillet, siger træneren. Kan drille dem Mens det altså spillemæssigt ikke blev den bedste optakt til topopgøret, så kan Jesper Stick altså glæde sig over de to point. - Det er sådan en kamp, hvor man er glad for, at der ikke uddeles skønhedspoint i håndbold, for så havde vi været på den, siger han. Roslev har man mødt på hjemmebane tidligere i sæsonen, hvor det blev til et nederlag på 21-25. - Men det var en mærkelig kamp, hvor fulgte rigtig godt med i meget lang tid, og så havde vi et blackout på 15 minutter, hvor intet fungerede. Normalt spiller vi ret tætte kampe imod dem, og det tror jeg også, at vi er i stand til at gøre igen, men det er klart, at vi skal spille bedre, end vi gjorde imod Mejdal, siger han. Speciel stemning Samtidig er opgøret et af de sjovere i 2. division. - Der plejer at være en ganske særlig stemning i Roslev, for det er et af de steder, der kommer en del tislkuere, så det er en kamp, vi virkelig glæder os til at spille - og forhåbentlig få point i, siger Jesper Stick. En sejr kan bringe Aalborg HK op på andenpladsen i rækken, hvis Skjern samtidig taber.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.