Ahlmann jagter mere spilletid

Viktor Ahlmann er formentlig færdig i Vendsyssel FF ved årsskiftet

Arkivfoto: Claus Søndberg

Arkivfoto: Claus Søndberg

HJØRRING:Viktor Ahlmann skal måske på jagt efter en ny klub, når lejeaftalen med Vendsyssel FF udløber ved udgangen af 2015.

Angriberen er fortsat på kontrakt i AaB, men han er ikke afvisende over for et nyt lejemål. Der er dog ikke meget, der tyder på, at det bliver til en ny aftale med Vendsyssel FF.

- Jeg har været glad for at være her. Jeg har mødt en masse gode mennesker og har fået noget erfaring, men spørgsmålet er, om jeg ikke skal se mig om efter et sted, hvor der er større muligheder for at få mere spilletid, siger Viktor Ahlmann.

Ahlmann har efter en skadespause haft svært ved at spille sig tilbage i Ove Christensens startopstilling.

- Det begyndte rigtig fint. Jeg fik lov at starte inde i nogle kampe, men målene har manglet. Siden blev jeg så skadet, og derefter har det været svært at komme tilbage, fordi det er gået så godt for holdet, siger Viktor Ahlmann.

Med eller uden Viktor Ahlmann skal Vendsyssel FF søndag eftermiddag forsøge at holde den direkte kurs mod oprykning til Superligaen, når Skive gæster Bredbånd Nord Arena.

- Vi skal selvfølgelig gå efter de tre point for at forstærke vores position yderligere, men vi fokuserer mest på at få bedre gang i vores spil. Selv om vi vandt i Fredericia sidst, var spillet ikke prangende hele vejen igennem, siger Viktor Ahlmann.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.