Sport

Ahlmann med igen for AaB

Jakob Ahlmann er tilbage i truppen for AaB, der til gengæld må se bort fra Thomas Enevoldsen

Jakob Ahlmann er tilbage i AaB-truppen og kan få sæsonens første minutter mod Randers FC søndag. Arkivfoto: Lars Pauli
Jakob Ahlmann er tilbage i AaB-truppen og kan få sæsonens første minutter mod Randers FC søndag. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

AALBORG: Søndag venter anden runde af Alka Superligaen for AaB, når Randers FC tager imod.

Til kampen er der comeback i truppen til Jakob Ahlmann, der ellers så til fra tribunerne i første runde mod AC Horsens, efter han har misset dele af opstarten på grund af en skade.

- Ahlmann ser bedre og bedre ud. Han fik 75 minutter på reserveholdet tidligere på ugen, hvor det så fint ud, og han har trænet med et par gange siden, hvor det også har set fornuftigt ud, siger cheftræner Lars Søndergaard om venstrebacken.

Til gengæld er der ikke blevet plads til Thomas Enevoldsen, der ellers kom på banen i slutningen af kampen mod AC Horsens.

- Han har stadig nogle småskavanker, og især på det fysiske har han været sat bagud i forhold til resten af truppen, og derfor er han ikke med, siger Lars Søndergaard om den manglende angriber i truppen.

- Vi er nødt til at få ham bygget ordentligt op. Jeg håber selvfølgelig på, at vi i løbet af de næste par uger kan regne ham som en fuldgod del af truppen igen, men jeg synes, det er for tidligt nu.

AaB’s trup til søndagens kamp mod Randers FC ser således ud:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Markus Holgersson, 8 Rasmus Würtz, 11 Nicklas Helenius, 14 Casper Sloth, 15 Gilli Rólantsson, 16 Magnus Christensen, 17 Christian Bassogog, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 25 Frederik Børsting, 29 Sebastian Grønning og 32 Kasper Pedersen.

Gå til relaterede emner

Forsiden