Udland

Ahmadinejad skal stå skoleret i parlamentet

Irans præsident indkaldes til parlamentet, hvor han skal forklare det voldsomme fald i landets valuta.

Ahmadinejad skal stå skoleret i parlamentet

Mahmoud Ahmadinejad, Irans præsident, indkaldes til parlamentet til en høring, hvor parlamentarikerne vil udfritte ham om landets økonomiske krise og det store fald i valutaen, rialen.

Ifølge statslige medier har 77 af parlamentets 290 parlamentarikere stemt for, at Ahmadinejad skal stå skoleret og forklare krisen.

Det er tilsyneladende nok til, at han skal indfinde sig i parlamentet inden for en måned.

Det bliver anden gang inden for otte måneder, at han må møde op i parlamentet på grund af håndteringen af økonomien.

I marts blev han den første præsident i Iran siden den islamiske revolution i 1979, der måtte svare på spørgsmål i parlamentet om den høje inflation.

Efterfølgende sagde Ahmadinejad, at spørgsmålene ikke var så svære at svare på, og det blev set som et svirp til parlamentsformand Ali Larijani.

Men siden da er det ikke gået bedre med rialen.

Den er faldet med yderligere en tredjedel over for dollaren, hvilket har ført til økonomisk krise og strejke blande handelsmændene i den store basar i hovedstaden Teheran.

Iran er i øjeblikket udsat for vestlige sanktioner på grund af Irans atomprogram.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.