AIF fik uafgjort

Fodbold, serie 5: Arentsminde IF-Jetsmark: 3-3 (1-2) AIF fik et enkelt point ud af anstrengelserne i hjemmekampen mod Jetsmark. Holdet var ellers på vej mod en sejr, men gæsterne sørgede for pointdeling i de allersidste minutter. 3-3 var et retfærdigt resultat af kampen, hvis man ser på spillets og chancernes fordeling, men det var alligevel lidt ærgerligt, at de skulle score så sent, siger træner Olav Søndergård. Kampens første store chance kom allerede i det første minut, mens den første scoring faldt minuttet efter, da Jetsmark kom foran. Umiddelbart efter udlignede Dan Pedersen, men efter et kvarters spil kom Jetsmark atter i front. Efter den begivenhedsrige start på kampen gik gassen lidt af ballonen indtil pausen, men i anden halvleg kom der atter gang i sagerne. Efter tyve minutter udlignede Ulrik Nielsen til 2-2, mens det var Kjertan Jensen, der sendte AIF på sejrskurs med scoringen til 3-2 et kvarter før tid. Føringen holdt til to minutter før tid. Her lykkedes det Jetsmark at udligne på en dødbold, hvor hjemmeholdets opdækning ifølge træner Olav Søndergård langt fra var optimal. -Vi dækkede ikke ordentligt op, da de udlignede til sidst, men det var retfærdigt nok. De havde mere af spillet i anden halvleg, end vi havde, så vi kan godt være tilfredse med resultatet. cr