Sverige

AIK-forward sendt på hospitalet

Bo Nordby indlagt med stærke smerter efter voldsom tackling

ODENSE:For to uger siden røg Aalborg Ishockey Klubs Jacek Nowakowski på sygehuset med to brud på rygsøjlen efter en tackling i et lokalopgør mod FIK. Lørdag gik det så ud over klubkammeraten Bo Nordby Andersen. Midtvejs i første periode af landskampen mod Ukraine fik den energiske nordjyde en herretackling, som sendte ham til tælling. Med smerterne malet i det ubarberede ansigt skøjtede han direkte ud af hallen, hvorefter det gik hurtigt til Odense Univesitetshospital. Her kunne lægerne hurtigt konstatere, at der ikke var det frygtede brud på et ribben. Det fik dog ikke smilet frem hos Bo Nordby, der hurtigt måtte bede om noget smertestillende medicin for at dæmpe smerterne. - Der er blod i min urin, så jeg skal skannes senere, sagde han sammenbidt lørdag eftermiddag. Den melding huede ikke klub- og landsholdskammeraten, Frederik Åkesson, da han fik overbragt den triste melding. - Puha, det kan godt betyde en længere pause for Bo. Det tyder lidt på, at milten måske har taget skade. Det er sgu synd for ham, sagde den store back. Set med AIK-øjne kan det betyde et stort handicap i DM-slutspillet, hvis landsholdsangriberen skal være ude i længere tid. Så får det ikke den store effekt, at nordjyderne har forstærket sig med svensk-jugoslaviske Dejan Matejic. Heller ikke selv om nyindkøbet imponerer til træningen. - Han var jo ikke for ingenting regnet som en af de 4-5 bedste juniorer i Sverige. Der er flere af spillerne på landsholdet, der kender ham, og de siger også god for ham, fortæller Frederik Åkesson.