AIK håber på tre måneders arbejdsro

Ishockeyklubben vil have suspenderet bestyrelsesvalg - ønsker tid til at finde de rette personer

AALBORG:Onsdag er der generalforsamling i Aalborg Ishockey Klub. En aften, hvor der normalt bliver valgt bestyrelse til at fortsætte arbejdet i klubben, men står det til den daglige ledelse i AIK, så sker det ikke på onsdag. - Vi vil meget gerne have suspenderet onsdagens bestyrelsesvalg, så vi i stedet kan holde en ekstraordinær generalforsamling om tre måneder og dér vælge den nye bestyrelse, siger Allan Meyer. Han er stort set det eneste af de nuværende bestyrelsesmedlemmer, der har været aktive i AIK-kulisserne i de seneste 14 dage, siden formand Mogens Sørensen efter fire år har valgt at takke af. Samtidig har Erik Bækmark, Peter Rasmussen og Jesper Egebæk nemlig af forskellige årsager også meldt fra både til den nye bestyrelse og til at arbejde videre frem mod generalforsamlingen. Travl arbejdsgruppe Næstformand Carsten Foget trækker sig også til generalforsamlingen, men har dog stillet sig til rådighed i den udstrækning, han har haft tiden til at hjælpe, mens det syvende og sidste medlem af bestyrelsen, Lars Jacobsen, af private årsager har været forhindret i at hjælpe til. - Det har været en meget, meget travl periode. Vi har vel holdt 6-8 møder i en arbejdsgruppe, siden Mogens Sørensen valgte at stoppe sidste onsdag. siger Allan Meyer. Ud af den 13 mand høje arbejdsgruppe har AIK-ledelsen sammensat et forretningsudvalg på seks personer - Lars Jacobsen, Lars Quist-Jensen, Henrik Bach, Allan Meyer, Frederik Åkesson, Arne Lykke og Jørgen Møller. Det er dette forretningsudvalg, AIK-lederne på onsdagens generalforsamling vil forsøge at overtale medlemmerne til at give arbejdsro. - Det kræver selvfølgelig en tilsidesættelse af klubbens vedtægter, hvis vi ikke skal vælge bestyrelsen på generalforsamlingen, så vi skal have to trediedele af stemmerne for at få suspenderet valgene, erkender Allan Meyer. - Men vi føler virkelig, at vi har fået gjort forarbejdet. Vi har været både omkring DIF (Danmarks Idræts-Forbund, red.) og DIU (Danmarks Ishockey Union, red.) for at spørge, om vi overhovedet kan gøre det her. Det kan vi godt, men kun i en begrænset periode. Ny generalforsamling Derfor er planen også, at der skal holdes en ekstraordinær generalforsamling senest 4. september, hvor der så skal vælges en stort set ny bestyrelse. Kun Klaus Espersen som klubbens nye ungdomsformand er selvskrevet medlem i den kommende bestyrelse, mens Allan Meyer og Lars Jacobsen er de eneste, der er interesserede i at fortsætte bestyrelsesarbejdet. Meget tyder på, at i hvert fald en del af forretningsudvalget også vil blive kørt i stilling til bestyrelsesposterne, men i hvert fald ishockeyspilleren Frederik Åkesson har meldt rent ud, at han ikke ønsker at indtræde i bestyrelsen, selv om han gerne vil hjælpe her i nødens stund. - Men vi vil meget gerne have tiden til at finde de helt rigtige personer til at tegne klubben. Ikke mindst finde den rigtige formand til den nye bestyrelse, siger Allan Meyer. Håbet er at finde en ung og driftig forretningsmand fra det aalborgensiske erhvervsliv. En med ideer og ildsjæl, troværdighed og et godt netværk. Forberedt på lidt af hvert Risikoen er, at klubbens medlemmer vælter hele planen ved ikke at ville acceptere en udsættelse af valgene. Så kan ét medlem reelt opstille sig selv til formandsposten og blive valgt alene på sin egen stemme, hvis ikke der kommer hurtige modkandidater på banen. - Vi er forberedt på lidt af hvert, lover Allan Meyer. - Men vi har altså også været rundt til interessegrupperne omkring AIK. Både i Black Adder og AIK København (de to største fanklubber, red.) er der forståelse for vores situation. Han vil ikke sige det direkte, men det havde været bedre, hvis Mogens Sørensen havde truffet sin beslutning for en måned siden og dermed givet klubben mere tid til at finde en løsning. Ikke mindst i en tid, hvor der også per tradition skal samles et hold til den kommende sæson og hentes sponsorer og penge til at betale spillernes lønninger.