AIK mangler sponsorer

Stadig 800.000 kroner bagude i forhold til budgettet

Ishockey 3. juni 2003 08:00
AALBORG: Det er en offentlig hemmelighed, at der arbejdes hårdt på tre strenge i kulisserne i Aalborg Ishockey Klub. Og det - som skrevet i NORDJYSKE mandag - uden en fuldtallig bestyrelse. Derfor kniber det også med at ofre enkelte opgaver den nødvendige opmærksomhed, hvilket kan læses direkte ud af det antal sponsorkroner, AIK har fået sikret til den kommende sæson. - Vi har først lige rundet en million. Vi ligger vel lige i underkanten af 1,1 million kroner, erkender direktør Ole Nielsen. Det er en million mindre, end Isliga-holdet kunne trække i den forgangne sæson, men der er selvfølgelig også tid til at hente flere sponsorer hjem i folden. - Vi mangler jo stadig en storsponsor, efter at Hygæa har trukket sig på grund af et skifte til finske ejere, sukker Ole Nielsen. - Det handler altså om 250.000 kroner, så det kan bestemt godt mærkes i vores budget. Han understreger samtidig, at den nu snart forhenværende bestyrelse budgetterede med 1,9 million kroner i sponsorindtægter til den kommende sæson, så reelt er det kun 800.000 kroner, som mangler på den konto. Det er selvfølgelig kritisk, da det giver klubben færre midler at arbejde med her og nu ... og der er en sund skepsis i klubben over for at bruge penge, der endnu ikke er sikret! AIK arbejder med et spillerbudget på 2,1 million kroner for den kommende sæson. Iøvrigt det samme spillerbudget, som for sidste sæson. Mangler der 800.000 kroner i kassen, så er det også meget naturligt, at klubben endnu ikke har hele truppen på plads. - Men det tegner fornuftigt. Jeg tror på, at vi får en bedre trup til den nye sæson, end vi havde sidste år, siger sportschef Keld Frederiksen. Indtil videre har han dog kun underskrifter fra A-VM-trioen Frederik Åkesson, Bo Nordby Andersen og Ronny Larsen, samt Heinz Ehlers, Rasmus Pander, Christian Lie Nielsen, Bjarke Møller, Rasmus Lykke, Mads Møller og Jonas Guldbæk. Tjekkiske Martin Rejthar har godt nok skrevet under, men har ikke afleveret kontrakten til AIK-ledelsen.toto
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...