AK Jyden råder over et rigtigt mandfolk

NØRRESUNDBY: Indsatsen i ringen gav ikke plusser i kampbogen, men AK Jyden-bokseren Martin Grøn Christensen aftvang alligevel respekt for sit mod ved weekendens store amatørturnering i Nørresundby, Viking Box Cup. Den 120 kg tunge supersværvægter led sit femte nederlag i fem kampe, da han lørdag tabte sin semifinale. Dermed stod hans modstander til at skulle møde den danske mester, Claus Berdino fra Hvidovre BK, i søndagens finale, men sejren over AK Jyden-bokseren havde kostet en håndskade, og dermed stod den danske mester til at vinde slutopgøret uden kamp. Men så trådte Martin Grøn Christensen i karakter. Uimponeret tilbød han at gå i ringen mod Danmarks bedste blandt de tunge drenge, og Claus Berdino sagde tak for tilbuddet ved at uddele en bokselektion, der stoppede nordjyden i anden omgang. Alligevel fik Jyden-kæmperen klapsalver med sig ud af ringen. - Sådan nogle som ham kunne amatørboksningen godt bruge nogle flere af. Et rigtigt mandfolk, lød det søndag anerkendende fra en træt, men tilfreds primus motor for Viking Box Cup, Mogens Brix. Han kunne se tilbage på endnu en perfekt afviklet turnering - den syvende i rækken. 117 boksere fra de tre skandinaviske nationer var alt i alt igennem 69 kampe, før vinderne var fundet i de enkelte vægtklasser. Turnerings-juryen besluttede at kåre Pandrup-bokseren Kasper Fruensgaard som stævnets bedste junior efter hans to overbevisende sejre i weltervægt, mens AK Jydens Mads Christiansen blev udråbt som den bedste seniorbokser i turneringen efter to sejre i weltervægt. Hæderen som turneringens bedste drenge/ungdomsbokser gik til Torbjørn Dannerfjord fra Viborg Atletklub.OM

Forsiden