Færdselsforseelser

AK81'er fængslet for trafikdrab

Fem mænd med tilknytning til HA-støttebanden AK81 torpederede og dræbte lørdag aften en kvindelig bilist på Randersvej i Århus. Den 20-årige fører er nu varetægtsfængslet.

En 55-årig kvinde fra Risskov blev lørdag klokken 19 dræbt, da hendes bil blev torpederet i krydset Randersvej-Skejbyvej/Herredsvej i Århus. Det skriver ekstrabladet.dk. I den anden bil sad fem mænd med tilknytning til HA-støttebanden AK81. De blev alle sendt på skadestuen for behandling, men slap uden alvorlige skader. De første meldinger tyder på, at den 20-årige fører formentlig har kørt med høj fart og over for rødt, så han er sigtet for uagtsomt mandsdrab og grov kådhed. Den 20-årige blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør. Han blev varetægtsfængslet i fire uger - frem til den 2. januar. Alle fem personer i den involverede bil har afleveret blodprøve. Den kvindelige bilist var alene i sin bil.