Akademikere forlader Nordjylland

Ringe jobmuligheder får nyuddannede til at søge arbejde andetsteds

Aalborg 11. september 2002 08:00

NORDJYLLAND: Et stigende antal akademikere opgiver kampen for et job i Nordjylland og søger i stedet arbejde andre steder i landet. Nye tal viser, at omkring 25 procent af alle nyuddannede fra Aalborg Universitet får deres første job i andre landsdele, fordi det fortsat bliver sværere for højtuddannede at få foden inden for på det nordjyske arbejdsmarked. - Skattestoppet har fået den offentlige sektor til at stoppe ansættelsen af akademikere, og især for de nyuddannede er det meget svært at komme igang, siger Kurt Nielsen, fuldmægtig hos Arbejdsformidlingen i Nordjylland. Han oplyser, at især kvinderne har svært ved at finde beskæftigelse - arbejdsløsheden i Nordjylland blandt akademikere af hunkøn er 8,9 procent, mens kun godt halvt så mange akademiker-mænd er ledige, og ikke meget tyder på, at antallet falder foreløbig. - Mange vælger simpelthen at flytte, og de fleste får i stedet job i København, siger Kurt Nielsen. Heller ikke i hovedstadsområdet hænger de gode job dog på træerne. Tendensen til større ledighed blandt akademikere nemlig et landsdækkende problem, oplyser Karin Kolding, Magistrenes Jobservice i Aalborg. - Det er ikke kun i Nordjylland, men alle steder, at akademikerne har svært ved at få job lige nu. Mange forsøger sig i andre landsdele, men det kan mærkes over hele landet, at den offentlige sektor stort set har lukket for nye ansættelser på grund af skattestoppet, siger hun. Magistrenes Jobservice forsøger man med kurser og samarbejde med en række nordjyske arbejdsgivere at åbne døren til arbejdsmarkedet for de nødstedte kandidater i Nordjylland. Blandt andet IT-kurser skal geare dem til de private virksomheder. I alt er omkring 13.000 akademikere ledige på landsplan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...