Akkuer med luftkølet batteri

Hurtigere ladetid Længere batterilevetid Fra 1000 kroner Et almindeligt batteri i en akkuboremaskine bliver indvendigt så varmt under opladningen, at du ikke kan røre ved det! Og det er også en barsk tur for batteriet, som er med til at begrænse dets levetid. Derfor dukker der nu en helt ny generation af batterier op, som er luftkølede. Der sidder simpelt hen en lille ventilator i selve lade-enhenden, som suger den varme luft ud, samtidig med at den blæser kold luft ind på batteriets celler under opladningen. Herved opnås en ladetid, der er 30 % kortere end for traditionelle batterier. Desuden øges batteriets levetid til op mod det dobbelte. De nye luftkølede batterier vil fremover kunne leveres sammen med alle Metabos batterimaskiner, bl.a. en helt ny serie akkubore/skruemaskiner, som fås med batterier på 9,6, 12, 14,4 og 18 volt. Vi har haft 14,4 V-maskinen i hænderne, og allerede hér mærker man et af de nye tiltag, nemlig et håndtag, der har en relativ stejl vinkel i forhold til maskinen. Den særlige udformning betyder, at du stort set ikke skal bruge kræfter og muskler i underarmen bare for at holde maskinen. De tekniske data er også flotte: • 0-1400 o/m • Borekapacitet i træ 30 mm • Borekapacitet i stål 12 mm Du kan frit vælge mellem 15- og 30-minutters-lader, og priserne for den nye serie begynder ved 1000 kroner for den billigste 9,6-V-udgave. 14,4-modellen koster med 15-minutters-lader 3000 kroner, og med den lidt langsommere 30-minutterslader er prisen også 3000 kroner. Men batteriet er på 3,0 Ah mod de normale 2,0 Ah. Alle maskiner leveres i en metalkuffert. Metabo. Tlf. 43 31 34 00. www.metabo.dk Batterierne i den nye Metabo-serie luftkøles under opladningen. Det betyder bedre batteriøkonomi og længere levetid. Akkuserien består af maskiner med batteristørrelser fra 9,6 til 18 volt. Ventilatoren i laderen suger luft ind gennem hullerne i toppen af batteriet og sender varmen fra batteriet ud igen.