Aksel går stadig i sort

Om et år har Aksel Nymark Nielsen været fodbolddommer i 60 år. 14. januar han 85.

Aksel Nymark Nielsens tager sin fløjte i brug igen, når den nye sæson begynder. Foto: Bent Bach

Aksel Nymark Nielsens tager sin fløjte i brug igen, når den nye sæson begynder. Foto: Bent Bach

Cykelture, stavgang og besøg i motionscentret er en fast del af Aksel Nymark Nielsens dagligdag. Og det aktive liv har fulgt ham gennem alle årene, siden han startede som fodboldspiller i en alder af 14 år. 14. januar fyldte han 85 år, men alderen følger ham endnu fra skyggesiden. For trods den fremskredne alder fungerer kroppen fortsat uden de store skavanker, og de fleste ville nok skyde ved siden af, hvis de skulle gætte på Aksel Nymark Nielsens alder. Det er grønsværen, der sammen med familien, har trukket mest i Aksel Nymark Nielsen livet igennem. - Jeg kan ganske enkelt ikke holde mig væk fra fodbold, og det tager jeg nok med mig, til jeg går bort, siger han. 5000 kampe Da Aksel Nymark Nielsen fyldte 21 år skiftede han fodboldtrøjen i den lokale klub i Dokkedal ud med en helt i sort. Og det blev startskuddet til en fodbolddommerkarriere, der indtil videre har varet i 59 år. Aksel Nymark Nielsen har haft kampe i de fleste rækker. I sine unge dage dømte han flere kampe på Aalborg Stadion i den daværende 1. division, som svarer til nutidens superliga. - Jeg syntes det var spændende at komme ud mellem unge mennesker, og det er stadig det, der driver mig i dag, siger han. Aksel Nymark Nielsen regner med, at han har dømt omkring 5000 kampe i alt. Dømmer kun syvmands I dag er niveauet dog ikke så højt, for Aksel Nymark Nielsens bentøj er begyndt at knirke lidt. Derfor dømmer han kun syvmandskampe et par gange om ugen. Det er heller ikke dommerklubben, der hyrer ham til kampene længere, for når man er fyldt 70 år, er man officielt for gammel til at dømme i fodbold. Men fodboldklubberne er ikke holdt op med at ringe efter ham, og derfor er han fortsat at finde på banen i lilleput- og miniputkampe. - Jeg plejer gerne at fortælle børnene lidt om reglerne. Det tror jeg også, forældrene er glade for, siger Aksel Nymark Nielsen. Og selv om han sjældent har haft brug for at trække et kort, har han en gang følt sig truet. - Jeg havde vist en fuld spiller ud i en kamp. Men da jeg havde smidt ham ud, kom han pludselig ind på banen igen. Der troede jeg, at jeg skulle have tæsk, fortæller Aksel Nymark Nielsen. - Men så ville manden bare sige tak for kampen. Familien er vigtig For to år siden mistede Aksel Nymark Nielsen sin kone Inge. De flyttede til Hjørring i 1957 og i 25 år var de begge ansat på Hjørring Møbel og Madrasfabrik. Hende som tilskærer og han som værkfører. De to døtre bor i Viborg og på Bornholm og så tæller familien også børnebørn og fire oldebørn. Til foråret tager Aksel Nymark Nielsen fat på sin sidste sæson som fodbolddommer. Da han i 2000 fik 50-års-nålen var det allerede lidt af en rekord, men nu har han et nyt mål. - Til næste år har jeg dømt i 60 år, så jeg tager lige en sæson mere. Men jeg tror nu ikke, der findes en 60-års nål, siger Aksel Nymark Nielsen.