Aktieejere kan slippe lettere

Tirsdag får de første af knap 600.000 danske aktieejere en mail fra Skat om, at de fremover kan slippe for at beregne tab og gevinst af aktier og investeringsforeningsbeviser.

I stedet for selv at foretage beregningen kan aktieejerne nu blot registrere deres værdipapirer via Skats TastSelv, hvorefter tab og gevinster beregnes automatisk år efter år. Skat får nemlig fremover alle oplysninger om handler direkte fra bankerne. Den nye ordning gælder papirer købt før 2010. Fra 2010 og fremefter får Skat allerede automatisk oplysningerne. - Vi ved, at mange borgere har haft svært ved disse beregninger, som kan være ret komplekse. Nu forsøger vi at gøre det så nemt som muligt for borgerne. Der er tale om en helt frivillig indtastning, som er ment som ren service. Hvis man ikke vil bruge den, kan man bare fortsætte med selv at beregne sine tab og gevinster, forklarer projektleder i Skat Lasse Hartmann.