Aktier fortsat god idé trods turbulens

EMNER 22. marts 2007 05:00

Aktiemarkedet er røget ind i en omgang turbulens. Kurserne er faldet en del, men langsigtede investeringer i aktier er stadig fornuftige. Gennem længere tid har mange investorer sikkert været fristet til at betragte stigende aktiekurser som en naturlov på linje med tyngdekraften. Men det er der nu – i hvert fald foreløbig – sat en stopper for. De seneste uger har det nærmere virket, som om tyngdekraften har trukket både aktier og investorer ned på jorden igen. Aktiekurserne har taget en ordentlig rutsjetur nedad. Det danske indeks over de mest handlede aktier, OMXC20, er faldet knap 10 procent hen over de seneste uger og har dermed næsten spist stigningen siden nytår. Som ringe i vandet Startskuddet til uroen på de finansielle markeder lød i Kina. På en enkelt dag faldt aktierne 9 procent, og det spredte sig hurtigt som ringe i vandet til resten af verden. Samtidig har de seneste uger også budt på meldinger om stigende misligholdelse af lån i USA, og det har fået investorerne til at ryste på hånden og – helt efter bogen – vende aktierne ryggen til fordel for mere sikre papirer, især amerikanske og europæiske statsobligationer. Nervøsiteten hos investorerne rammer især risikofyldte aktiver. Det er især gået hårdt ud over aktiver i de såkaldte Emerging Markets – mindre udviklede økonomier med høje vækstrater. Men også de modne aktiemarkeder har oplevet strid modvind. Forudsætninger intakte Overordnet er der dog intet i den seneste uges nyheder, der ændrer udsigterne for den økonomiske udvikling i de kommende måneder. Meget tyder fortsat på, at USA undgår den frygtede recession, og samtidig virker det meget sandsynligt, at opsvinget i Euroland fortsætter i 2007. Så forudsætningerne for den økonomiske udvikling i verden er intakte, og dermed er der heller ikke grund til at ændre på forventningerne til selskabernes indtjeningsevne og -vækst, som har været drivkraften for de seneste års aktiefest. Kursfald på kort sigt Psykologien blandt investorer betyder dog meget på kort sigt. Belært af udviklingen i maj og juni sidste år kan frygten blandt investorerne for fortsatte aktiekursfald udløse en reel fare for, at vi i løbet af de kommende måneder kommer til at se yderligere kursfald på aktiemarkederne. Derfor bør private aktieinvestorer indstille sig på, at de kommende måneder vil byde på mindre medvind end de seneste otte måneder, hvor kurserne kun har kendt en vej – opad! Flere kursfald er sandsynlige, og risikofyldte aktiver – især aktier og Emerging Markets-aktiver – vil givetvis opleve større svingninger end normalt. Men selv om man som privat investor skal træde varsomt i disse dage, er der ingen tvivl om, at både aktier og Emerging Markets-aktiver fortsat er attraktive som langsigtede investeringsobjekter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...