Aktier i frit fald

EMNER 25. oktober 2008 06:00

KØBENHAVN: De toneangivende danske aktier i det danske C20 indeks faldt fredag 7,3 procent og dermed var aktierne et skridt længere bunden, siger analysechef Bjørn Schwartz, Sydbank. - Med de seneste dages massive kursfald er fire års afkast forsvundet op i den blå luft på kun ti måneder, siger Bjørn Schwartz. På et år er kursen på de største danske aktier halveret. 11. oktober sidste år slog C20 alle rekorder i kurs 518. Fredag eftermiddag lå kursen på 252. Dermed nærmer aktierne sig lavpunktet for de seneste ti år - 12. marts 2003 var aktierne nede og skrabe bunden i kurs 169 i efterdønningerne fra den bristede it-boble. - Med de kursfald på op mod ti procent, vi har set på det seneste, er det jo ikke langt væk, siger Bjørn Schwartz. De markante fald skyldes ifølge analysechefen, at investorerne frygter de økonomiske udsigter i kølvandet på finanskrisen. Dertil kommer, at Danmarks Nationalbank fredag hævede den toneangivende rente med en halv procent - og det er med til at sætte markedet yderligere under pres. De seneste dages kursfald er også betinget af, at mange udenlandske investorer sælger ud af danske aktier. Her hjælper en forhøjelse af renten ikke ligefrem, siger Bjørn Schwartz. Flere af de store aktier lå til tocifrede fald - værst for Vestas, som lå til at tabe mere end 17 procent af aktiernes værdi. Med aktiernes nedtur sluttede København sig til børserne i resten af Europa, hvor aktierne bragede ned i løbet af fredagen. Børserne i London, Frankfurt og Paris lå til fald omkring ti procent. De asiatiske markeder lukkede fredag morgen dansk tid med overordentligt store stab. Nikkeiindekset i Tokyo faldt med 9,6 procent, mens den sydkoreanske børs' førende indeks faldt med 10,6 procent. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...