Aktionærer på banen i AaB

AALBORG: AaB A/S har indkaldt aktionærerne til en ekstraordinær generalforsamling på torsdag i Aalborg Parken, hvor bestyrelsen søger grønt lys til at gennemføre den strukturændring og kapitaludvidelse, der som tidligere nævnt skal styrke selskabet på alle fronter. Aktionærerne skal bl.a. tage stilling til sammensmeltningen af A- og B-aktier til én aktieklasse, ligesom forhøjelsen af aktiekapitalen med op til 38 mio. kr. kræver et blåt stempel. En række firmaer - bl.a. Nordjyske Holding A/S - garanterer på forhånd for den økonomiske side af udvidelsen, der vil bringe den samlede egenkapital op på ca. 100 mio. kr. AaB og Nordjyske Holding har endvidere aftalt at etablere et fællesejet eventselskab. Den nuværende bestyrelse i AaB A/S fortsætter som ledelse i et børsnoteret holdingselskab af samme navn bag AaB-koncernen, der udover eventselskabet tæller fire totalt ejede datterselskaber - AaB Fodbold A/S, AaB Håndbold A/S, AaB Ishockey A/S og AaB Parken A/S. I den forbindelse mangler en separat bestyrelse for AaB Fodbold A/S at blive udpeget. Siden planerne om bl.a. kapitaludvidelse blev lanceret i slutningen har AaB A/S rutinemæssigt været på observationslisten hos Københavns Fondsbørs, der afventer udfaldet af den ekstraordinære generalforsamling. Kapitaludvidelsen skal i første række styrke AaB's fundament, og ledelsen har ikke tænkt sig at frigøre ekstra midler i bestræbelserne på at styrke superligatruppen, inden transfervinduet lukker 31. august. abel