Aktionærerne står med nøglen

KØGE: En af de afgørende hurdler for redningen af den lukningstruede gulvproducent Junckers A/S i Køge er aktionærerne, hvor Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) er de to store. Skal redningsplanen krones med succes, kræver det, at aktionærerne accepterer, at de ikke får noget ud af rekonstruktionen. Deres aktier vil blive nedskrevet til nul. Drøftelserne om det er nu i gang mellem de to erhvervsfolk bag redningsplanen, byggematadoren Mogens de Linde fra Århus og Lorentz Jørgensen fra Sorø Stolefabrik, og så LD og ATP. Mogens de Linde ser gode chancer for, at det lykkes at blive enige. - Deres motivation skal være at bevare arbejdspladserne. De fleste virksomhedsejere vil vel tænke sådan, at det er bedre at bevare virksomhederne. Og så er det vel noget med udbud og efterspørgsel, siger han - med henvisning til, at aktierne alligevel er værdiløse, hvis Junckers må dreje nøglen om. /ritzau/