Aktiv Ferie med 21 tilbud for skolebørn

”Sjove Dykkeraktiviteter” i Hadsund er bare et af mange tilbud i Aktiv Ferie-programmet. Privatfoto

”Sjove Dykkeraktiviteter” i Hadsund er bare et af mange tilbud i Aktiv Ferie-programmet. Privatfoto

21 aktivitetstilbud spredes over uge 42, når børn i 4. - 9. klasse inviteres på nok en ombæring Aktiv Ferie i Mariagerfjord.

Her har 13 aktører meldt sig på banen.

- Der er ganske enkelt ingen undskyldning for ikke at få sig en aktiv ferie, bemærker koordinator Maria Bisgaard.

Programmet for Aktiv Ferie-ugen omfatter både enkeltdags og flere dages aktiviteter.

Som noget helt nyt indgår også en rollespilscamp på Østerskov Efterskole med hele fire overnatninger.

På programmet står "Aqua Action Camp" i Hobro, "Sjove Dykkeraktiviteter" i Hadsund, og "Roning, Sjov og Vand" i Hadsund Roklub.

Og er du ikke til vand, kan du eksempelvis afprøve dit golftalent hos Mariagerfjord Golfklub, gå på jagt i naturen på ægte vikingemaner på Vikingecenter Fyrkat, eller eksperimentere med bålmad og leg hos FDF i Hobro.

For de mere kreative vanker "Kreative dage" i både Hobro og Veddum, og på Hobro Bibliotek introducerer Mariagerfjord Kunstforening børn og unge for diverse former for tryk i farver.

Dertil kommer indendørs aktiviteter som eksempelvis bowling og dart.

Tilmeldingen til Aktiv Ferie i efterårsferien åbnede 22. september. Mange har allerede meldt sig til.

Aktiv Ferie i efterårsferien indgår som en del af Breddeidrætsprojektet, som indledtes i 2014 med støtte fra Nordeafonden og Kulturministeriet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.