Gymnasiale uddannelser

Aktiv ildsjæl til elevrådet

Louise Amstrup kan ikke lade være med at engagere sig i alting

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

På gymnasiet og på teatret er Louise Amstrup et kendt ansigt. Hun engarerer sig i meget.foto: kurt bering

BRØNDERSLEV:Skoleliv og skuespil. Louise Amstrup går i 2. d på Brønderslev Gymnasium, og hun er engageret i mange ting. Senest er hun blevet valgt til elevrådsformand på Brønderslev Gymnasium. - Jeg blev opfordret til at stille op som formand efter 1.g af de andre i elevrådet. Jeg var med i elevrådet i 1.g, men der skulle jeg lige lære stedet at kende, siger Louise Amstrup. Hun mener ikke, at det er for tidligt at blive elevrådsformand i 2.g. - 3.g’erne er jo næsten allerede på vej ud. Og desuden hører de jo under en anden ordning end os. Formandskabet er så nyt, at Louise Amstrup ikke rigtig har tænkt over, hvad hun vil bruge det til. - Jeg vil bare gerne have, at gymnasiet bliver ved med at være et godt sted at gå, siger Louise Amstrup. For hende, er det vigtigt at skolen fungerer socialt. Derfor vil hun måske foreslå en juleklippedag til hele gymnasiet. - Det er rigtig rart, at vi laver noget socialt på tværs af klasserne, siger hun. Louise Amstrup tror ikke, at elevrådsarbejdet kommer til at gå ud over lektierne. Hun mener, at der er det arbejde i elevrådet, som man vil lægge i det. - Jeg vil gerne komme ud herfra med et godt snit. Det har højeste prioritet, for det er derfor, jeg går her, siger hun og tilføjer eftertænksomt: - Jeg mener også, at man ikke behøver at springe over, hvor gærdet er lavest, bare fordi man vil være skuespiller. Og drømmen om at blive skuespiller hænger ved. - Jeg går stadig målrettet efter at blive skuespiller. I hvert fald endnu, siger hun. Louise Amstrup har da også tilmeldt sig skolens musical. Derudover skal hun spille ungdomsteater nede på Brønderslev Amatør Scene. - Mine forældre bakker op om det hele, men vi har ikke tid til at spise aftensmad sammen så tit, siger hun smilende.