Aktiv kromutter blev bremset af blodpropper

Travlhed på Jerslev Kro gjorde Karin Kaae syg og stresset - nu har hun solgt Jerslev Kro

- Jeg bliver mere og mere frisk - men jeg bliver aldrig den samme som før. Det må jeg erkende, siger Jerslevs kromutter, der nu har fået kroen solgt.  Foto: Hans Ravn

- Jeg bliver mere og mere frisk - men jeg bliver aldrig den samme som før. Det må jeg erkende, siger Jerslevs kromutter, der nu har fået kroen solgt. Foto: Hans Ravn

JERSLEV:To blodpropper i hjernen. Det blev for Karin Kaae kulminationen på en længere periode med stor utilpashed og stress. Jerslevs kromutter, sled for at nå det hele. Og hun betalte en høj pris for at ignorere kroppens protester. Før blodpropperne satte en brat stopper for den travle krovært, var der gået mange måneders usundt arbejdsliv forud. Det var travle måneder med arbejdsdage på over 14 time. Måneder med smøger, kaffe, øl og ganske få pauser. Værelser, selskaber, mad ud af huset, krostue og restaurant skulle passes. Og Karin glædede sig som leder over, at rigtig mange gæster - også folk fra lokalsamfundet - i stort tal søgte til huset for at nyde mad og drikke. Kunne klare alt - I 2005 følte jeg, at jeg kunne klare det hele selv. Da travlheden begyndte at sætte ind i foråret, ventede jeg med at ansætte faste medarbejder. Og hermed hvilede et stort antal arbejdsopgaver på hende selv. Karin blev skilt fra Lars for tre år siden, og mødte for halvandet år siden Jesper. Parret beslutter sidste år, at Jesper skulle fastansættes på kroen. Men han havde ingen kendskab til branchen, og madlavning og servering hvilede fortsat på Karin. En niece blev ansat til servering og rengøring i maj - og på det tidspunkt var der ikke tid til at give hende en grundig oplæring. - Mit arbejdsområde blev for stort. Jeg kunne bare ikke se det. Jeg troede, jeg kunne arbejde mig ud af det - og jeg var bare træt hele tiden. I dag kan hun godt høre, at en arbejdsdag på 16 timer lyder af meget. - Det lyder jo sindssygt. Men det kunne jeg ikke se dengang, siger hun og tilføjer, at datteren Julie på fem år også var en vigtig del af hendes hverdag. Efter endt arbejde mødtes hun ofte med venner i gården bag kroen og grillede og fik nogle øl. Og efter få timers søvn ventede endnu en endeløs dag i rækken. Sur og irritabel - Jeg begynder at blive lidt svimmel. Jeg bliver træt, sur og irritabel og er faktisk ikke glad længere. Mit arbejde bliver en byrde og ikke en glæde. Og det tager til, uden at jeg lægger mærke til, hvad der sker. - Til sidst kunne jeg næsten ikke åbne døren til krostuen om morgenen. Jeg fik hovedpine, kastede op og det var lige før jeg begyndte at græde. Men jeg tog mig samme, for jeg skulle jo ind på den anden side. Når telefonen ringede, fik jeg ondt i maven. Det var sikkert en kunde, og jeg kunne ikke overskue mere. Til sidst turde jeg slet ikke at tage arbejdstelefonen. Skæbneweekend Hun husker klart weekenden op til indlæggelsen mandag 26. september. Fredag var kroens værelser fyldt med gæster, og de havde alle halvpension. Samtidig var der selskab og gæster i restauranten. - Jeg kunne mærke, at der skete noget med mig. Det tog mig for eksempel tre kvarter at lave de to wienerschnitzel - og det var jo ellers mad, jeg var vant til at lave. Lørdag vågnede hun med hovedpine. Alligevel anrettede hun morgenmad til krogæsterne. - Til middag bestilte en gæst i restauranten en øl. Jeg satte glasset foran ham og ville sætte øllen ved siden af. Det kunne jeg ikke. Pludselig skete der noget med min koordinering. Jeg satte øllen oven i glasset. Jeg var helt flov over mig selv, men jeg slog det alligevel hen. - Jeg gik rundt, som om jeg var fuld. Jeg dinglede, og måtte flere gange støtte mig til væggene. Da Karin ville tage en flæskesteg ud af ovnen, tippede bradepanden. - Jeg kunne ikke løfte den. Jeg fik tårer i øjnene - min arme ville ikke lyster mig. Søndag servere hun atter morgenmad for gæsterne. - Da de skulle afregne, opdagede jeg, at jeg ikke kunne skrive tal, regne og skrive mit navn. Jeg blev bange og tænkte, at noget var galt. Hun valgte omtumlet at lukke kroen og gå i seng. Da hun vågnede mandag var den gruelig gal med hendes helbred. - Jeg var svimmel, havde ingen kræfter - havde det bare så skidt. Hos lægen fik hun en tid senere på dagen. Men angsten havde nu fået et fast tag i hende, og hun valgte derfor at gå ind i lægens venteværelse længe før aftalt. - Skulle der ske mig noget, ville jeg være i venteværelset, hvor der var nogen til at hjælpe mig. Jeg turde ikke være alene. Chok slog hende ud Beskeden om de to blodpropper i hjernen kom som et chok.. - Det slog mig fuldstændig ud, at det var så slemt. Og en nedtur ramte Jerslev kromutter med fuld styrke. - Det gik jo op for mig, at jeg ikke kunne skrive, regne eller læse. Jeg kunne ikke huske. Og jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Og jeg gik rundt på gangene, som om jeg var fuld. Intensiv fysisk genoptræning samt træning af hjernen, der havde taget skade, ventede forude. - Min datter lærte mig at regne igen. Lars og Julie havde lavet en vendespil med tal på. Vi skulle vende tal og huske hvor de var, og igennem legen fik jeg igen fornemmelse for tal. - Hvis terapeuten viste mig en blomst, og spurgte hvad det var, kunne jeg sige: "Et stykke viskelæder." Ordenen vendte fuldstændig forkert inde i min hjerne i begyndelsen. Sådan er det ikke længere. Men Karin fortæller, at hun dog fortsat må efter nogle ord - og har vanskeligt ved at finde erstatningsord. Aldrig den samme igen På sygehuset i Brønderslev stod den på koncentreret genoptræning. - De er dygtige. Og så gik det for alvor fremad. I dag glæder hun sig over, at hun er henvist til genoptræning på Hjerneskadecenteret i Aalborg. Her henter hun foruden træning også forståelse og støtte til de ting, der fortsat er vanskelige i hverdagen. For eksempel har hun brug for mange timers søvn og hvile for at kunne fungere. - Jeg tror aldrig på, at jeg kommer ud som leder i et fuldtidsjob. Jeg bliver mere og mere frisk - men jeg bliver aldrig den samme som før. Det må jeg erkende. Hvad fremtiden bringer er uvist - men en lettelse er det, at kroen er solgt. - Skulle jeg drive kroen, ville den kun være åbent en gang imellem. Og det kan byen ikke være tjent med. Bestilte arrangementer afvikles som planlagt. Men kroen er lukket til den ny ejer er på banen. Og den omstændighed har Karin det dårligt med. - Men jeg magter ikke at have åbent. Selvom hun og familien siger farvel til kroen, bliver det ikke et farvel til Jerslev. De bliver boende i hus i Voldgade. Bekymring som konkurs Kroen blev sat til salg, da stressymptomerne viste sig første gang. Men den blev ikke solgt omgående, og derfor fyldte spekulationer om en truende konkurs meget. Men for tre uger viste flere købere interesse for stedet. Og Karin er med handlen blevet mange bekymringer foruden. Samtidig vækker kroens lokaler selvsagt ikke lutter lyse minder. - Jeg har det ikke godt på kroen. Det var jo her, jeg blev syg. Når jeg går ind ad døren, kan jeg huske, hvor skidt jeg havde det. - Men jeg elskede jo den her kro. Var jeg ikke blevet syg, var jeg blevet gammel her.