EMNER

Aktiv på højt plan

Margit Høgh blev hædret

SKØRPING:Det var en let rødmende Margit Høgh, der i går til sin egen store overraskelse blev kaldt på scenen i det store konferencerum på Comwell Rebild Bakker. Som de fleste i Skørping ved alt om, er hun en yderst aktiv formand for de lokale Aktive Kvinder i Skørping. Og ved det aktuelle allerførste nordjyske landsmøde har hun og resten af den lokale bestyrelse naturligvis involveret sig dybt i det praktiske arrangement. Med protektor prinsesse Benedikte som hædersgæst og Susse Wold som ”Årets Aktive Kvinde” var Margit Høgh såmænd rigeligt beæret på Skørpings vegne. Men hovedbestyrelsen tog altså fusen på hende og gjorde også et helt skræddersyet ekstranummer ud af Skørpings forkvinde gennem 13 år. - Jeg fik godt nok sommerfugle i maven, indrømmer Margit Høgh bagefter hviskende fra sin delegeretplads til NORDJYSKE’s udsendte, der havde fået et lille praj af hovedbestyrelsen på forhånd, men dog ikke det helt rigtige tidspunkt. Hun fremviser stolt det fine diplom og buketten, som hun fik overrakt af den kongelige gæst i egen høje person: - Hun sagde, at det var lyng fra Rebild Bakker, smiler Margit Høgh. Begrundelsen for prisen var blandt andet Skørpings månedlige baller for de danseglade, men ikke mindst, at det kun var i Skørping, man fik stablet et kvindekunst-arrangement på benene, sådan som et tidligere landsmøde havde opfordret de lokale foreninger til. Og ikke nok med det, udstillingen i marts i år samlede over 50 kvindelige kunstnere fra Skørping Kommune. Til aftenunderholdningen i går havde Margit Høgh også sørget for at vise flaget for en anden ekstraordinær, lokal aktivitet, mavedans. På det fine diplom står der, at aktivitetsprisen går til ”et medlem af Aktive Kvinder, som har udmærket sig i særlig grad gennem sit engagement til fordel for Aktive Kvinder”. Den nyhed blev straks bifaldet af lokale kvinder fra SOS-Børnebyer, som stod parate i hotellets foyer og ventede på en pause i landsmødet. - Det har hun i hvert fald fortjent, hun er utrættelig, lød det uforbeholdent fra Gerda Lundgaard, mens Aase Munkholm roste Margit Høgh for at være god til at sætte folk i gang. - Og så er hun så dejlig kontant! Lidt senere skulle prinsesse Benedikte, som også er protektor for SOS-Børnebyer, også kaste royalt skær over denne forenings arbejde.