EMNER

Aktiv Sommer på nettet

Børnene må i år undvære et katalog over Aktiv Sommer

For dem, der er vilde med dans, så er der også i år mulighed for at lære både dansene fra tv-programmet og showdance ved Aalborg Dansecenter. Foto: Claus Søndberg

For dem, der er vilde med dans, så er der også i år mulighed for at lære både dansene fra tv-programmet og showdance ved Aalborg Dansecenter. Foto: Claus Søndberg

Aalborg Kommunes sommertilbud for kommunens 4.-10. klasser bliver i år præsenteret i digitalt format. Tidligere har børnene modtaget et katalog i skolen med præsentation af de mange tilbud og tilmeldingsblanketter. - Men vi har lavet en hel ny procedure i år, hvor de ikke længere får hæftet. De skal i stedet læse om tilbuddene på hjemmesiden, fortæller Karin Bornæs, der er med i arbejdsgruppen for Aktiv Sommer i Aalborg Kommune. På hjemmesiden skal børnene desuden udprinte et tilmeldingsskema og sende til kommunen. Andre aktiviteter har frit optag, mens nogle kræver direkte tilmelding til foreningerne. Børnene modtager dog stadig det populære lommehæfte med fribilletter på skolerne. Her hænger der også plakater med information om Aktiv Sommer. Derfor frygter Karin Bornæs heller ikke, at netsatsningen vil give færre tilmeldinger. - De unge bruger internettet meget, og det slår forhåbentlig igennem. De fleste kender også Aktiv Sommer, og jeg har allerede modtaget tilmeldinger, selv om skolerne endnu ikke er informeret om proceduren, siger Karin Bornæs. Man skal stadig sende skriftlige tilmeldinger til kommunen, da forældrenes underskrift er påkrævet. Men det nye system rummer alligevel en større fleksibilitet. - Det smarte er, at foreninger løbende kan tilmelde sig og få en aktivitet præsenteret på nettet, hvis de kommer i tanke om, at de gerne vil være med, forklarer Karin Bornæs.