Aktiv vinterferie for alle børn
For 5. år i træk er der Aktiv Ferie i Assens Hallerne, hvor alle skolebørn i Mariagerfjord Kommune er velkomne til at deltage.
Det foregår mandag, tirsdag og onsdag i uge 7. Tilmeldingerne tyder på, at hallen igen i år fyldes med 60-70 glade børn, som kan tumle og prøve kræfter med mange forskellige aktiviteter.
De frivillige instruktører har sat håndbold, fodbold, badminton, springgymnastik, dans og hockey på programmet - og derudover vil der være en bred vifte af andre sjove og spændende aktiviteter.
- Vi lover, at der bliver fuld fart over feltet, med sjov og ballade i lange baner, siger Jytte Thygesen, formand for AIF Gymnastik.
Arrangøren sørger for frokost, frugt og saft. Om eftermiddagen plejer et par af forældrene at dukke op med kage til lidt hygge.
Det hele er ganske gratis, det eneste der kræves er, at man taster sin tilmelding ind på www.aktiv-ferie.nu. Deadline for tilmelding er 1. februar.