Vesthimmerland

Aktive feriedage på bibliotekerne

Vesthimmerlandske biblioteker bugner af tilbud i uge 8

Det er blandt andet muligt at male på glas i ferien.

Det er blandt andet muligt at male på glas i ferien.

VESTHIMMERLAND:Vinterferien står for døren, og for de børn, der ikke skal på skiferie i uge 8, er Vesthimmerlands Biblioteker klar med en række spændende tilbud.

Alle dagene er der tilbud om hobbyaktiviteter i det tidsrum, hvor der er personale til stede.

På bibliotekerne i Løgstør og Aalestrup er der glasmaling på programmet. Her vil der være glas, maling og skabeloner til rådighed, så der er mulighed for at lave fine ting til værelset.

På Aars Bibliotek skal der leges med perler og perleplader, og på Farsø Bibliotek kan man lave sjove ting af PlayMais og paptallerkner.

Tirsdag er pandekagedag i hele Vesthimmerland. På alle kommunens biblioteker er der tilbud om bag-selv-pandekager tirsdag eftermiddag - og måske en pandekagehistorie, hvis man er heldig.

Et andet fælles træk for vinterferieaktiviteterne i Aars, Aalestrup, Farsø og Løgstør er, at der på alle kommunens fire biblioteker er tilrettelagt en eftermiddag, der henvender sig til flere generationer. På Aars Bibliotek er der tilbud om at danse med sin bedste, i Løgstør skal der leges gamle og nye lege, Farsø Bibliotek byder på fortællinger, og i Aalestrup er der mulighed for både at spille gode gammeldags brætspil og udfolde sig på wii eller playstation.

Alle aktiviteterne er gratis, så det er bare at møde op.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.