Aktiverede skal mere i fokus

3F sætter ekstra kræfter ind på felter, hvor overenskomster udhules

Overenskomster 12. december 2004 05:00

peter.brock@nordjyske.dk AALBORG: Den voksende gruppe af aktiverede - i Aalborg alene handler det om 5000 mennesker - vil få særlig opmærksomhed fra 3F/Fælles Fagligt Forbund, den fusionerede udgave af KAD og SiD. - Mange af de aktiverede står uden for fagforening, og der er talrige eksempler på, at de udnyttes groft. En stor del af dem havner i en træls cirkel, hvor de aldrig får et rigtigt arbejde, men bblot ryger går fra det ene job med løntilskud til det næste, fremhæver Finn Børge Jensen, nyvalgt formand for 3Fs store Aalborg-afdeling med 18.000 medlemmer. Særligt sekretariat - For at komme de aktiverede til hjælp vil vi i Aalborg oprette et selvstændigt sekreatariat, som alene arbejder med den opgave. På den måde skulle vi også gerne blive i stand til at komme med nogle bedre ideer til, hvordan man får langtidsledige tilbage på arbejdsmarkedet, uddyber Finn Børge Jensen. Han ser aktiveringssekretariatet som et oplagt eksempel på nye indsatsområder, som fusionen og de forenede kræfter har åbnet mulighed for. - Vi har fået mulighed for mere effektivt at tage fat på de forhold, der truer med at udhule overenskomster og andre aftaler på det danske arbejdsmarked. Noget lignende ser vi jo, når det gælder illegale, udenlandske arbejdere og andre unoder i kølvandet på globaliseringen, tilføjer 3F-formanden. Jobflugt svær at stoppe Finn Børge Jensen erkender gerne, at jobflugten til lavtlønslande er svær at hamle op med. Og tilsvarende er det svært at få reelt politisk medspil til uddannelse af de ufaglærte, som 3F først og fremmest omfatter. - Men under alle omstændigheder vurderer jeg, at vi er blevet stærkere gennem fusionen. Vi kan fremføre vores ønsker og krav med noget større effekt end førhen, og samtidig skulle det enkelte medlem gerne opleve at få en mere kvalificeret rådgivning, fordi vi samler ekspertisen på de enkelte områder under et tag, fastslår Finn Børge Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...