Aktivering styrtdykker

KØBENHAVN:Mens der blev jublet over et indhug i arbejdsløsheden med et pænt fald i ledigheden, stiller Arbejderbevægelsens Erhvervsråd spørgsmålstegn ved arbejdsmarkedspolitikken. For aktiveringen af dagpengemodtagere er fortsat faldende. Af deres analyse fremgår det, at den faldt med næsten 1000 fuldtidspersoner fra marts til april 2007. - Efter årsskiftet er aktiveringen af ledige dagpengemodtagere styrtdykket. Ved årsskiftet lå aktiveringsgraden på 20,3 procent og i april måned 2007 var den kun knap 16,6 procent. Udviklingen er stærkt bekymrende, fordi vi risikerer at tabe et beskæftigelsespotentiale på gulvet. Et potentiale, der er stærkt behov for, skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd./ritzau/