Arbejdsløshed

Aktivering til tiden

Aalborg Kommune har lidt problemer med at overholde den tid, som - ifølge loven - må gå, inden kontanthjælpsmodtagere skal have et aktiveringstilbud.

Det viser en ny status for opfyldelse af målene i kommunens beskæftigelsesplan for første halvår af 2009, men ifølge rådmand Mai-Britt Iversen (S), er Aalborg rent faktisk en mønsterkommune på området. - Tallene er lidt misvisende. Dels fordi de er seks måneder bagud, men også fordi der er en række ting, opgørelsen ikke har taget højde for, mener hun. Aalborg Kommune omlagde før sommerferien sin aktiveringsindsats. Og selvom det fik flere kontanthjælpsmodtagere til at protestere – blandt andet fordi længden af deres aktiveringstilbud nu er indskrænket, tror rådmanden også, at det vil afhjælpe eventuelle flaskehalse. - Når beskæftigelsessituationen vender så drastisk, som vi har set det i det seneste år, vil det uundgåeligt skabe et stort pres på aktiveringsindsatsen, forklarer hun. - Og det rammer os især på unge-området, hvor der jo er strammet op, så vi skal tilbyde aktivering indenfor 13 uger. Og det giver altså nogle perioder, hvor der er ekstra pres på systemet. For eksempel hvis der er mange, som slutter på universitetet, på samme tid, tilføjer hun. Ifølge Mai-Britt Iversen er beskæftigelsesministeren for længst orienteret om sagen, og nye tal - som netop er blevet offentliggjort i Agenda, viser da også en positiv udvikling i rettidigheden.