Aktivister: 473 syrere dræbt

Syrien 1. september 2011 06:00

DAMASKUS: Mindst 473 personer er blevet dræbt i Syrien i løbet af muslimernes hellige måned, ramadanen, viser en opgørelse fra Syrian Observatory for Human Rights. Den syriske menneskerettighedsorganisation, der har til huse i London, siger, at 360 civile og 113 politifolk og soldater blev dræbt i løbet af ramadanen, der netop er slut. Blandt de dræbte civile er 25 børn under 18 år, 14 kvinder og 28, der er døde i politiets varetægt eller som følge af tortur, oplyser organisationen. Samtidig siger aktivister i Syrien, at landets sikkerhedsstyrker terroriserer indbyggere i flere byer rundt om i landet, hvor man netop har taget hul på eid-højtiden. Siden midten af marts har Syrien næsten dagligt været præget af store og indtil da utænkelige demonstrationer mod præsident Bashar al-Assads regering. Ifølge tal fra FN er mindst 2200 mennesker døde i de blodige begivenheder i landet. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...