Vold

Aktivister fængslet for overfald på ministre

KØBENHAVN:De to aktivister, der tirsdag overfaldt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) i Folketinget, blev onsdag begge varetægtsfængslet i 27 dage for vold mod tjenestemand. De to mænd erkendte under grundlovsforhøret i Københavns Dommervagt, at de havde kastet maling på de to ministre. Begge ville også gerne erkende, at de dermed havde overtrådt straffeloven om ringeagtsytringer, men nægtede vold mod tjenestemand i funktion. Byretsdommer Knud Erik Schmidt fastslog imidlertid, at deres adfærd over for de to ministre var så "aggressiv og truende", at der var tale om den mere alvorlige paragraf. De to aktivister kunne imidlertid kun varetægtsfængsles, fordi dommeren vurderede, at de senere under en straffesag vil få mindst 60 dages fængsel. Tidligere har en aktivist fået 14 dages fængsel for at kaste et æg i nakken på netop statsministeren på Nørrebro, og anklageren, politiadvokat Michael Jørgensen, kunne heller ikke give eksempler på lignende sager med praksis på 60 dages fængsel. Dommer Knud Erik Schmidt mente dog efter en nøje vurdering af sagen, at de to aktivister kan forvente en straf på "mere end 60 dages fængsel" på grund af karakteren af aktionen, og fordi den var sket i forening. Dommeren fastslog samtidig, at der "så afgjort" var grundlag for varetægtsfængslingen af hensyn til retsfølelsen. Fængslingen blev kæret af forsvarsadvokat Hanne Reumert, der dog vandt den sejr at få afvist politiets sigtelse om, at de to aktivister med aktionen skulle have deltaget i offentlige uroligheder. Dommer Schmidt vurderede, at Folketinget på grund af adgangskontrollen ikke er et offentligt sted, hvilket anklageren kærede til Østre Landsret. De to aktivister var iklædt tyndt, lysegråt joggingtøj, da de forklarede om aktionen under grundlovsforhøret. Den 23-årige mand, der kastede rød maling på statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), havde stadig maling på sin venstre underarm og smilede bredt til bekendte på tilhørerpladserne, efter at han havde talt med sin forsvarer. Han forklarede, at de to aktivister besluttede sig for aktionen tirsdag formiddag, da det gik op for dem, at regeringen ville støtte en eventuel krig mod Irak og skulle holde møde med partierne i Folketinget. De to fik købt rød maling på Nørrebro og satte så kursen mod Folketinget med det klare mål at hælde maling ud over statsministeren foran et stort presseopbud. Aktivisten tilføjede, at de alligevel skulle snakke med Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil og derfor brugte hende som påskud for at komme ind i Folketinget uden en aftale. De mødte imidlertid aldrig politikeren og begav sig ud på Christiansborgs gange, hvor de spurgte om vej til Det Udenrigspolitiske Nævn. Her ventede de omkring halvanden time sammen med pressen, indtil statsminister Anders Fogh Rasmussen kom ud fra mødet, og den 23-årig gik i aktion. - Det var ikke ham som person, jeg ville ramme, men han som symbol som statsminister, jeg ville ramme. Jeg ville gerne sende et klokkeklart signal om, at en demokratisk valgt statsminister, der sender folk i krig, godt kan have blod på hænderne, sagde han og betegnede aktionen om et opgør med "den pæne danske holdning til krig". Den anden aktivist forklarede, at han havde været på toilettet, da statsministeren fik hældt maling ud over sig, og at han i stedet rettede aktionen mod udenrigsminister Per Stig Møller (K). Den 22-årige aktivist sagde, at aktionen var spontan og tilfældig, ligesom han afviste, at de to aktivister havde en helt fast aftale om, hvad der skulle ske. - Men jeg besluttede mig for at kaste symbolsk maling på udenrigsministerens jakke, sagde han og understregede, at aktionen var rettet mod Per Stig Møller som udenrigsminister og ikke som person. Politiadvokat Michael Jørgensen forsøgte under grundlovsforhøret at få de to aktivister varetægtsfængslet af hensyn til den videre efterforskning, fordi han mente, at aktionen var så planlagt, at der muligvis er andre personer indblandet. Men da dommer Knud Erik Schmidt afviste politiets sigtelse mod de to om at begå uroligheder på offentlig sted inde i Folketinget, var dette krav ikke relevant. Der var flere betjente til stede både inden for og uden for grundlovsforhøret i Københavns Dommervagt, men fængslingerne førte ikke til uroligheder. /ritzau/